Danmark samarbejder med flere andre lande om at hjælpe danskere, som ønsker at forlade Niger efter et militærkup i landet.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en mail til Ritzau.
- Udenrigsministeriet er i kontakt med de få danskere, der p.t. er tilmeldt danskerlisten for Niger, skriver ministeriet.
- Vi samarbejder med blandt andet EU og de franske myndigheder om at hjælpe danskere, der ønsker at forlade landet.
Ministeriet ønsker ikke at uddybe, hvor mange det drejer sig om. Der er heller ikke yderligere oplysninger om de nærmere planer for at få danskerne ud af det vestafrikanske land.
Frankrig og Italien forbereder sig aktuelt på luftevakueringer af borgere.
Det sker, efter at der søndag samlede sig en "fjendtligsindet" menneskemængde foran den franske ambassade i landet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- I lyset af en forværret sikkerhedssituation i Niamey (hovedstaden, red.) og for at drage fordel af relativ ro i Niamey forberedes en luftevakuering, oplyste ambassaden til franske borgere tirsdag.
USA vil imidlertid ikke evakuere sine borgere. Det udtaler Det Hvide Hus ifølge AFP. Det skyldes, at der ikke er en umiddelbar fare efter kuppet, lyder det.
John Kirby, talsmand for Det Nationale Sikkerhedsråd i USA ser stadig, at der er mulighed for en diplomatisk løsning på krisen.
Militærkuppet i Niger skete onsdag sidste uge.
Her blev den demokratisk valgte præsident, Mohamed Bazoum, taget til fange på sit kontor.
Mandag beskyldte kupmagerne i Niger Frankrig for at have planer om at blande sig militært for at få genindsat præsident Mohamed Bazoum.
Niger var tidligere en fransk koloni. Landet opnåede selvstændighed i 1960.
Kilde: /ritzau/