26.06.23

De første skybrud har ramt Vestjylland

Ved Vejle er der ifølge DMI målt den højeste intensitet på 23,8 millimeter regn på en halv time mandag.
Et skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn i løbet af 30 minutter. (Arkivfoto).
Et skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter regn i løbet af 30 minutter. (Arkivfoto).

Dagens første skybrud har ramt landet.

Det første skete ved Skovlund i Vestjylland, der ligger mellem Esbjerg og Grindsted. Her er der registreret 17,9 millimeter regn i løbet af 30 minutter. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Efterfølgende har regnen ramt flere andre steder i det vestjyske.

I alt har DMI registreret skybrud i Vejle, Billund, Kolding, Ikast-Brande, Herning, Varde, Ringkøbing-Skjern og Hedensted.

Den højeste intensitet er målt ved Vejle. Her er der faldet 23,8 millimeter på en halv timer, skriver DMI på Twitter kort før klokken 12.00.

Et skybrud er defineret ved, at der falder 15 millimeter regn eller derover i løbet af 30 minutter.

Og der er flere skybrud i vente i løbet af dagen. Det skyldes, at en koldfront skal passere landet fra vest mod øst, og i den forbindelse kan der komme kraftige byger, torden, hagl og kraftige vindstød.

DMI har nemlig udsendt et varsel om lokale skybrud og torden.

Varslet dækker den nord- og østlige del af Jylland, Fyn, Sjælland og Lolland-Falster samt Bornholm.

- Koldfronten skal langsomt passere landet fra vest mod øst, og det deler også landet temperaturmæssigt.

- I Jylland vil temperaturen nå op på mellem 18 og 23 grader, mens den østlige del kan få helt op til 26-27 grader, inden fronten når frem, lød det fra vagthavende meteorolog ved DMI Hans Peter Wandler mandag morgen.

Indtil videre ser koldfronten ud til at "følge planen rigtig godt", siger meteorolog ved DMI, Martin Lindberg.

- Den rammer Sjællands Vestkyst omkring klokken 13.30-14.00 i eftermiddag, Roskilde 14.30-15.00 og København cirka 15.00-15.30, siger han.

Han forklarer videre, at koldfronten bevæger sig med jævn fart østpå, og at regnen, der følger med, i gennemsnit vil vare i et par timer.

Hvor meget regn der kommer, afhænger af hvor i landet man befinder sig. Men der er altså ingen områder, der går fri - alle steder i landet vil få regn, forklarer Martin Lindberg.

- Der kommer generelt mellem 5 og 20 millimeter regn (i løbet af 30 minutter, red.), og så er der risiko for, at der lokalt kan komme noget mere. Jeg har set tegn på mellem 20 og 40 millimeter meget lokalt, siger han.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter