Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har benådet menneskeretsaktivisten Patrick Zaki.
Det meddeler to advokater og en kilde i Sisis stab onsdag ifølge Reuters.
Zaki blev tirsdag dømt til tre års fængsel for at "sprede falske nyheder" og "forstyrre sikkerheden".
Det meddelte Det Egyptiske Initiativ for Personlige Rettigheder (EIPR), hvor Zaki er ansat som researcher.
Internationale menneskerettighedsgrupper har i kraftige vendinger kritiseret retssagen og dommen mod Zaki. Amnesty International betegnede den tirsdag som "skandaløs".
Patrick Zaki blev anholdt i februar 2020 for at have skrevet en artikel om forholdene for kopterne i Egypten.
Det er et kristent mindretal, der udgør mellem 10 og 15 procent af de omkring 105 millioner indbyggere i Egypten.
Artiklen beskrev en uge i Zakis liv. Han tilhører selv det kristne mindretal.
Han har i forvejen siddet varetægtsfængslet i 22 måneder til december 2021.
Zaki, som har studeret på universitetet i den italienske by Bologna, rejser til Italien torsdag.
Det meddeler den italienske premierminister, Giorgia Meloni, onsdag aften.
- I morgen vender Patrick Zaki tilbage til Italien, og jeg ønsker ham et liv med sindsro og succes, siger Meloni.
Hun takker samtidig præsident Sisi "for denne meget vigtige handling".
Også advokat Mohamed el-Baqer, der er forsvarer for Egyptens mest kendte politiske fange, Alaa Abdel Fattah, er blevet benådet.
Det skriver den regeringskontrollerede avis al-Ahram ifølge nyhedsbureauet AFP.
Baqer var idømt fire års fængsel for at "sprede falske nyheder" - den samme paragraf, som Zaki og Fattah er dømt efter.
Alaa Abdel Fattah er i færd med at afsone en dom på fem års fængsel. Den fik han for at dele et Facebook-opslag, der handlede om dødelig politivold i Egypten.
Inden Fattah fik dommen på fem års fængsel for at "sprede falske nyheder" om politivold, havde han tilbragt en stor del af de seneste ti år bag tremmer på grund af sin kamp for demokrati.
Titusindvis af egyptiske journalister, aktivister, menneskerettighedsforkæmpere og mange andre sidder fængslet i Egypten for at have givet udtryk for holdninger, der ikke er på linje med regeringens.
Kilde: /ritzau/