10.09.23

Én er såret i Kyiv efter angreb fra russisk dronesværm

Rusland har natten til søndag sendt 32 droner ind over Ukraine. 25 blev skudt ned, hævder Ukraine.
En drone skydes ned over Kyiv.
En drone skydes ned over Kyiv.

En person er blevet såret i den ukrainske hovedstad, Kyiv, efter at en sværm af russiske droner natten til søndag fløj ind over byen.

Det skriver borgmester Vitalij Klytjko på beskedtjenesten Telegram.

Klytjko kunne klokken 00.41 dansk tid berette om, at det ukrainske luftværn var kommet på overarbejde, og at flere droner var på vej mod hovedstaden.

- Faldende vragrester i distrikterne Podilskyj, Sjevtjenkivskyj og Sviatosjyn i hovedstaden. Alle tjenester rykker ud, skrev han.

Søndag morgen oplyser Ukraines militær, at Rusland i løbet af natten har sendt 32 droner ind over Ukraine, skriver nyhedsbureauet Reuters. Af dem er 25 blevet skudt ned af Ukraines luftværn.

Det fremgår endnu ikke, om de øvrige droner formåede at angribe mål på ukrainsk territorium.

Rusland sender regelmæssigt droneangreb ind over Kyiv, og selv om det er sjældent, at dronerne rammer deres mål, er det stadig enormt farligt, fordi vragresterne ofte styrter til jorden i beboede områder.

To personer mistede i slutningen af august livet som følge af et droneangreb mod Kyiv, da de blev ramt af vragrester.

Ved den hændelse blev flere end 20 droner og missiler ødelagt af Kyivs luftforsvar. Militæradministrationen i Kyiv har siden vurderet, at det var det hidtil voldsomste droneangreb mod hovedstaden, siden russiske angreb mod Kyiv for alvor blev genoptaget i foråret.

Kyiv ligger på Dnepr-floden, som løber fra Sortehavet ved den ukrainske sydkyst op til grænsen mod Belarus.

Hovedstaden ligger næsten 500 kilometer fra grænsen til den østlige region Donetsk, hvor de fleste af kamphandlingerne i Ukraine foregår.

Efter meldingerne om russiske droner over Ukraine natten til søndag har Rusland beskyldt Ukraine for at sende droner mod Krim-halvøen.

Det russiske luftværn har søndag morgen således ødelagt otte droner og tre speedbåde på Sortehavet.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter