Gældsstyrelsen udbetaler godtgørelse til personer, som ikke har modtaget det børnebidrag, de skulle. Sagerne er fra før 2013.
Det skriver Gældsstyrelsen i en pressemeddelelse.
- Det er borgere, som har haft penge til gode i rigtig lang tid. Derfor er det vores hovedprioritet at få en afklaring for borgerne, lyder det fra Henrik Rosendahl, som er underdirektør i Gældsstyrelsen, i pressemeddelelsen.
Det drejer sig om en samlet godtgørelse på omkring 191 millioner kroner, som cirka 3300 personer har til gode. Det svarer til over 57.750 kroner per person.
Det er penge, som den forælder, barnet har bopæl hos, har krav på at modtage.
Godtgørelsen betyder samtidig, at skyldnere ikke kommer til at betale den gæld, som de stod til.
Ifølge Gældsstyrelsen, som hører under Skatteministeriet, er flere af gældsposterne forældede, og andre er fejlbehæftet i en sådan grad, at gælden ikke kan inddrives.
Børnebidraget - som også kaldes underholdsbidraget - er et bidrag, som en forældre kan blive pålagt at betale til barnets forsøger, hvis ikke forældrene bor sammen.
Børnebidraget er ikke det samme som børnepenge eller børnechecken, der sendes til forsøgere fra det offentlige.
- Gældsstyrelsen inddriver altså på vegne af privatpersoner, og det giver en særlig forpligtigelse til at få afsluttet sagerne og sikre, at modtagerne af bidragene får deres penge, siger Henrik Rosendahl i pressemeddelelsen.
Pengene til at betale godtgørelsen er afsat på finansloven for 2023. Derfor bliver det de offentlige midler, som dækker udgiften.
Af finanslovsforslaget fremgår det, at det vurderes, at det blandt andre vil være meget ressourcekrævende at udbedre datafejl, og at det vil være en betydelig administrativ opgave at afklare erstatningsansvar for de personer, som skulle have betalt børnebidrag, i sager, som er forældede.
Når årets finanslov er vedtaget vil Gældsstyrelsen begynde at udbetale pengene. Det vil tage 12 måneder, fremgår det af pressemeddelelsen.
Kilde: /ritzau/