Alle svin i et svensk område ramt af afrikansk svinepest skal aflives.
Det oplyser den svenske landbrugsstyrelse, Jordbruksverket.
Sygdommen har ramt nordvest for hovedstaden Stockholm nær byen Fagersta i Västmanland. Her har Jordbruksverket mandag holdt pressemøde.
- Det er en beslutning, der er truffet for at undgå risikoen for at overføre smitte til en svinebesætning, hvilket kan få ødelæggende konsekvenser, siger Jan Cedervärn, Jordbruksverkets direktør, ifølge TT.
Det drejer sig om sammenlagt cirka 50 grise, der skal aflives.
Deres ejere vil blive kompenseret økonomisk.
Afrikansk svinepest har tidligere skabt frygt for eksporten i Danmark. Det er en smitsom virussygdom, der kan ramme alle racer af svin.
Sygdommen har aldrig været konstateret i Danmark. Men den forekommer flere steder i Øst- og Sydeuropa.
I 2014 kom sygdommen for første gang ind i EU via grænselande i øst, og den blev efterfølgende fundet i de baltiske lande og Polen.
Siden spredte den sig yderligere mod vest, og den forekommer nu i flere EU-lande, blandt andet Tyskland.
Danmark har tidligere grebet fysisk ind for at forhindre, at den kommer ind i landet. I 2019 blev der opført et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse.
Det kom onsdag frem, at Sverige i Fagersta-området havde gjort sit første fund af afrikansk svinepest nogensinde.
Fødevarestyrelsen i Danmark har dog meddelt, at der stadig vurderes at være lav risiko for, at sygdommen kommer til Danmark.
- Fødevarestyrelsen vurderer fortsat, at den samlede risiko for introduktion af smitte med ASF (afrikansk svinepest, red.) til danske grisebesætninger er meget lav, skrev styrelsen lørdag.
Fødevarestyrelsen i Danmark ser på tre potentielle smitteveje. Det er "jagtturisme", "vildsvin" samt den samlede kategori "transporter, ornesæd og grisehandel".
For de to sidstnævnte vurderes risikoen som "meget lav", mens den for jagtturisme kun vurderes som "lav".
Kilde: /ritzau/