Region Hovedstaden har også undladt at indberette visse typer af overskridelser af ventetid for kræftpatienter.
Dermed er det ikke kun Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital, der har benyttet den kritiserede praksis for indberetning.
Det skriver DR og TV 2 på baggrund af et skriftligt svar fra regionen.
- Region Hovedstaden indberetter til Sundhedsstyrelsen i de tilfælde, hvor regionen ikke har kunnet overholde bekendtgørelsen om de maksimale ventetider for kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme.
- Regionen indberetter ikke overskridelser, hvis patienter har accepteret en tid, som overskrider de maksimale ventetider, lyder det blandt andet.
DR har i flere historier beskrevet sagen, hvor det har vist sig, at 293 kræftpatienter har ventet længere på operation på Aarhus Universitetshospital, end de skulle.
Kræftpatienter har ellers lovkrav på at blive opereret senest to uger, efter at det er besluttet, at de skal opereres.
Men ifølge en redegørelse, som Region Midtjylland har udarbejdet efter DR's historier, er den frist for patienter, der er tilknyttet den specifikke afdeling i Aarhus, blevet overskredet med mellem 1 og 56 dage.
Det vil sige, at nogle har ventet op til ti uger på at blive opereret.
Et af de store kritikpunkter i sagen har været, at Sundhedsstyrelsen ikke er blevet orienteret om de lange ventetider på afdelingen.
Først søndag, da DR afslørede, at i første omgang 182 patienter med svær tarmkræft på Aarhus Universitetshospital havde ventet længere på en operation, end de har lovkrav på, hørte Sundhedsstyrelsen om sagen.
Region Midtjylland har ikke en eneste gang indberettet til styrelsen, at de 182 patienter ventede længere, end loven fastslår.
Regionen mener, at reglerne for indberetning er blevet fulgt. De mener ikke, at de skal indberette, når patienterne har accepteret ventetiden.
DR har forsøgt at få svar fra Sundhedsstyrelsen og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) på, om det er korrekt.
Det var det samme argument, som Sundhedsstyrelsens enhedschef Tanja Popp onsdag pegede på kunne forklare de manglende indberetninger. Det gjorde hun i et interview med Politiken.
Hvis patienten er blevet tilbudt en tid til operation, som ligger efter de to uger, og sygehuset har undersøgt, at patienten ikke kan få tid på et andet sygehus, så skal det ikke indberettes, såfremt patienten har accepteret tiden.
Dermed har patienten altså givet samtykke, lød det.
Den manglende indberetning er i strid med reglerne, har juridiske eksperter vurderet over for DR.
Region Nordjylland oplyser til TV 2, at den først kan give et fyldestgørende svar i løbet af næste uge.
I Region Syddanmark har 25 patienter mellem januar 2021 og februar 2023 ventet for længe på at blive opereret for tyk- og endetarmskræft.
17 af sagerne blev indberettet, fordi regionen i de konkrete tilfælde har glemt at informere patienten om retten til at blive henvist til et andet sygehus, skriver TV 2.
Kilde: /ritzau/