Stadig færre danskere bor på landet. De rykker i stedet mod de større byer.
Det viser en ny byopgørelse fra Danmarks Statistik for 1. januar 2023.
En stigende andel af befolkningen bor i de største byområder som hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg.
En tredjedel - 33 procent - af befolkningen boede per 1. januar 2023 i de største byområder.
I 2013 var det 31,5 procent.
I perioden er befolkningen vokset med 11 procent i de største byområder mod en befolkningsvækst på 5,9 procent i hele landet.
I samme periode er andelen af mennesker, der bor i landdistrikter, faldet.
For ti år siden boede hver ottende i et landdistrikt. I 2023 er det tættere på hver niende.
Det svarer til 687.588 personer, der 1. januar 2023 var registreret som boende i et landdistrikt.
Et landdistrikt er afgrænset af personer, der bor uden for byområder eller i byer på mindre end 200 indbyggere, skriver Danmarks Statistik.
Generelt er andelen af personer, der bor i landdistrikter, lavest i de kommuner, der ligger omkring hovedstaden.
Kilde: /ritzau/