21.09.23

Justitsminister vil ikke straffe bifald af koranafbrændinger

Stærkt omdiskuteret del af det kommende forbud mod eksempelvis koranafbrændinger kan ryge ud, siger minister.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil efter kritik muligvis ændre del af lovforslag om utilbørlig behandling af genstande med betydning for trossamfund. (Arkivfoto).
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil efter kritik muligvis ændre del af lovforslag om utilbørlig behandling af genstande med betydning for trossamfund. (Arkivfoto).

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) mener ikke, at der er behov for at gøre det strafbart at lovprise, støtte eller på anden vis bakke op om utilbørlig behandling af blandt andet hellige skrifter.

Derfor skal der ses på en bestemt del af lovforslaget, der skal gøre det forbudt at brænde eksempelvis koraner af, skriver han til Berlingske i et svar.

Han skriver, at "det er klart noget, vi skal have set på", inden loven genfremsættes i Folketingets åbningsuge i starten af oktober.

- Der er forskel på billigelse af utilbørlig behandling af for eksempel hellige skrifter og billigelse af terrorangreb, og personligt finder jeg ikke, at der er samme behov for at gøre det strafbart at billige utilbørlig behandling af for eksempel hellige skrifter, skriver han til Berlingske.

Konkret vil det meget omtalte forbud mod utilbørlig behandling høre under straffelovens kapitel 12. I straffelovens paragraf 136 står der, at den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af forbrydelserne i kapitel 12, kan straffes med bøde eller fængsel indtil tre år.

Straffen for at billige eksempelvis en koranafbrænding kan derfor blive større end for den konkrete utilbørlige behandling af en genstand med betydning for religiøse grupper. Der lægges i lovforslaget op til maksimalt to års fængsel her.

Det var Altinget, der onsdag kunne berette om sagen i en artikel, hvor to juraprofessorer udtalte sig.

Den ene, Sten Schaumburg-Müller, fandt det stærkt problematisk. Den anden, Jørn Vestergaard, kaldte det principielt en yderligere indskrænkning af ytringsfriheden.

Han tilføjede dog, at han havde svært ved at se, at loven skulle blive håndhævet i praksis.

Det er ikke den eneste del af lovforslaget, der har mødt kritik. Også en linje om, at det også vil være strafbart at være utilbørlig over for genstande med betydning for trossamfund i kunstneriske sammenhænge har mødt kritik.

Flere partier har efterlyst, at sætningen bliver sløjfet. Den del udtaler justitsministeren sig dog ikke om i Berlingske.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter