01.08.23

Kina ramt af kraftigste storm i årevis: 11 er dræbt i Beijing

Flere end 31.000 indbyggere i Beijing blev søndag evakueret på grund af tyfonen Doksuri.
En indbygger står i regnen i Beijing mandag. Tirsdag oplyser statsmedier, at 11 personer har mistet livet på grund af den voldsomme regn i byen.
En indbygger står i regnen i Beijing mandag. Tirsdag oplyser statsmedier, at 11 personer har mistet livet på grund af den voldsomme regn i byen.

Tyfonen Doksuri har siden slutningen af sidste uge resulteret i voldsomme mængder nedbør og stærk blæst i Kina.

Det er den kraftigste storm, som har ramt det kinesiske fastland, siden tyfonen Saomai hærgede Kina i 2006. Det viser en opgørelse baseret på foreløbige vejrdata fra det amerikanske medie CNN's vejrtjeneste.

Voldsom regn i Beijing har ifølge kinesiske statsmedier kostet 11 personer livet, mens 27 personer er savnet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Søndag blev flere end 31.000 indbyggere i Kinas hovedstad, Beijing, evakueret, oplyser den statslige tv-station CCTV ifølge CNN.

Derudover er en halv million i Fuijan-provinsen flygtet fra oversvømmelser, skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Mandag udsendte myndighederne den mest alvorlige advarsel om kraftig regn i ni distrikter i Beijing. Derudover blev der i resten af landet udsendt mindst 95 advarsler om farligt vejr.

Regnen, som følger med Doksuri, ventes at fortsætte tirsdag, hvilket skaber frygt for jordskred og yderligere oversvømmelser.

En tyfon er en orkan. Betegnelsen bruges som regel om kraftige storme, der opstår i den nordvestlige del af Stillehavet.

Når Doksuri aftager, er det ikke ensbetydende med, at befolkningen i Kina kan ånde lettet op. Tværtimod må kineserne indstille sig på endnu mere voldsomt vejr den kommende tid.

Det skyldes, at endnu en tyfon er på vej. Der er tale om tyfonen Khanun, som er den sjette af sin art, der rammer Kina i år, skriver CNN.

Khanun ventes at ramme Okinawa-øerne i den sydlige del af Japan de kommende dage, hvorefter den vil bevæge sig videre hen over Det Østkinesiske Hav mod Kina.

På grund af Khanun er flere end 200 indenrigsflyvninger blevet aflyst i Japan fra mandag til onsdag.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter