Mens der er stille fra Alternativets folketingsgruppe og ledelse i sagen om folketingsmedlemmet Theresa Scavenius, er der opbakning fra medlemmerne i Nordjyllands Storkreds, hvor hun er valgt.
Nordjysk næstforperson Julius Schubring svarer ja til, at kredsen bakker Scavenius op, og han er glad for samarbejdet med hende.
- Vores regionale samarbejde har været meget positivt, siger han.
DR har beskrevet, at de andre fem folketingsmedlemmer i Alternativets gruppe har forsøgt at få Scavenius smidt ud af partiet efter samarbejdsvanskeligheder.
Partiets hovedbestyrelse fik ifølge DR i august en indstilling fra den øvrige folketingsgruppe om at ekskludere Scavenius. Hovedbestyrelsen har ikke fulgt den, men igangsat et mæglingsforløb.
Efter historien fra DR - den kom onsdag morgen - udskød Alternativet kort tid efter et planlagt pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde. Partiet ville ikke bekræfte, om der var en sammenhæng med DR's historie.
Lørdag ved middagstid skal Theresa Scavenius efter planen deltage i et medlemsmøde i Skørping i Nordjylland. Hun har kun givet en kort kommentar om sagen til DR.
Her siger hun, at der lige nu kører en intern proces i hovedbestyrelsen, og at hun ellers ingen kommentarer har om sagen, før den er afsluttet.
Foruden Scavenius udgøres Alternativets folketingsgruppe i øjeblikket af politisk leder Franciska Rosenkilde samt Helene Liliendahl Brydensholt, Sascha Faxe, Christina Olumeko og Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen.
Sidstnævnte er suppleant for Torsten Gejl, som er sygemeldt med stress.
Kilde: /ritzau/