22.06.23

Kystvagt: Fem er døde efter katastrofalt tab af tryk i ubåd

Vragrester fra ubåden "Titan" tyder på implosion uden overlevende. Familierne har fået besked, siger admiral.
Det spidse haleparti på ubåden "Titan" er blandt de i alt fem vragrester, som en ubemandet undervandsrobot har fundet på havets bund. Vragresterne lå omkring 500 meter fra stævnen af det ikoniske skibsvrag "Titanic" på 3800 meters dybde i et fjerntliggende område af Atlanterhavet. (Arkivfoto)
Det spidse haleparti på ubåden "Titan" er blandt de i alt fem vragrester, som en ubemandet undervandsrobot har fundet på havets bund. Vragresterne lå omkring 500 meter fra stævnen af det ikoniske skibsvrag "Titanic" på 3800 meters dybde i et fjerntliggende område af Atlanterhavet. (Arkivfoto)

En undervandsrobot har fundet halepartiet og fire andre vragrester fra den savnede ubåd "Titan".

Alt tyder på, at fartøjet er imploderet på grund af det kraftige tryk på dybt vand.

Det oplyser admiral John Mauger, der leder USA's kystvagts indsats i eftersøgningen.

- Vragresterne stemmer overens med et katastrofalt tab af tryk i kammeret, siger Mauger på et velbesøgt pressemøde i Boston torsdag aften klokken 21 dansk tid.

Han bekræfter dermed, at der er sket en implosion i ubåden.

- Derpå gav vi straks familierne besked. Vi sender vores dybfølte kondolencer til familierne til dem, der var om bord, siger Mauger.

Han kan ikke umiddelbart oplyse detaljer om, hvornår implosionen skete.

Ubåden har i de seneste fire dage været forsvundet ved vraget af "Titanic" i Atlanterhavet. Den indledte med fem mennesker om bord sin nedstigning mod "Titanic"s vrag omkring klokken 08.00 lokal tid søndag.

Det var en ubemandet undervandsrobot fra et canadisk skib, der fandt vragresterne på havbunden.

De lå omkring 500 meter fra forstavnen på "Titanic", oplyser Mauger på pressemødet.

Kort forinden havde OceanGate Expeditions, der ejer den forulykkede ubåd, meddelt, at alle fem mænd om bord i "Titan" menes at være døde.

- Vi er nu af den opfattelse, at vores direktør, Stockton Rush, Shahzada Dawood og hans søn Suleman Dawood, Hamish Harding og Paul-Henri Nargeolet desværre har mistet livet, lyder det.

Et spinkelt håb om, at mandskabet kunne være i live, opstod tirsdag, da eftersøgningsholdene registrerede en form for bankelyde, der kom med 30 minutters intervaller.

Men admiral Mauger siger på pressemødet torsdag, at det ikke lader til, at der var nogen forbindelse mellem disse lyde og "Titan".

Admiral Mauger kan torsdag aften dansk tid ikke svare på spørgsmål om, hvorvidt der nu skal indledes en egentlig efterforskning.

- Det er for tidligt for mig at tale om en efterforskning. Det er en beslutning, der skal tages uden for den eftersøgningsaktion, jeg stod i spidsen for, siger admiralen.

Han tilføjer, at kystvagten i løbet af de næste 24 timer vil hente mandskab og fartøjer hjem fra det område, hvor eftersøgningen har fundet sted.

Kystvagten vil dog fortsat have "operationer på afstand".

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter