Autofiktion er en punkteret lunge. Et kollaps. I ved, litteratur, der drejer sig om, at forfatteren bevidst agerer i gråzoner mellem virkelighed og digt. Forfatteren bruger sit eget liv, men sætter det i fiktiv ramme. Er historiens hovedperson forfatteren selv, fri fantasi eller genetisk manipulation af begge muligheder?

Vi er som læsere efterladt i tvivl. Det er meningen. Jeg er træt af det. Det er en groft overvurderet badebillet. Hvis du får hug, kan du nemt dække dig ind. ”Det er en kunstnerisk bearbejdelse.”

Jeg siger: Det er gummiarm og pulverkaffe. Hvorfor røgsløret? I 1980'erne ville vi sige: ”Tynde Ejnar, hvad er du bange for?"

Hvis historien er værd at fortælle, så må du tåle den mundlussing, der hører med. Autofiktion er en lam undskyldning for ikke at gå hele vejen. Autofiktion er at skrive sig selv ud over afgrunden.

Forfatter svækker sagen
Knud Brix, chef på Ekstra Bladet, har skrevet en bog med titlen Paranoia om en stalker, der har ødelagt hans liv. En overmåde vigtig skildring. Den har udgangspunkt i den apokalypse, han selv og familien var igennem, men historien bringer desuden frem, at det ikke kun er mænd, der er misdædere.

Kvinder begår også overgreb. Det er megarelevant i en tid, hvor hankøn per definition er den afskyelige snemand.

Men så har Knud Brix gudhjælpemig kaldt historien en ”roman”. Det er åbenbart autofiktion. Det svækker sagen.

Rent flag
Jeg har selv oplevet en stalker igennem to år. Det ramte mine børn, min kæreste og hendes familie. Politiet var til stor hjælp, og det er jeg stadig taknemmelig for.

Det er 10 år siden nu, men hendes jerngreb skærer endnu i leddene. Jeg har talt åbent om det i foredrag og stand up shows. Det var et veritabelt mareridt. Men jeg var ikke tvetydig. Jeg opførte ufortrødent min sæson i helvede. Det er så afgjort ikke en historie, der skal fortælles i koder og tågedis.

Jeg er klar over, at autofiktion er filosofisk overvejelse. Objektiv sandhed ikke findes. Romanens simulerede virkelighed løser det problem. Ja, det er en dårlig undskyldning, en søforklaring. En ansvarsfralæggende undvigelsesmanøvre. Man må som forfatter træffe et valg. Man må beslutte sig og tone rent flag. Det er da langt modigere.

Slingrende meldinger, slørede signaler og autofiktion er ubetinget kapitulation. Det baner det vejen for de kræfter, der vil værdierne til livs. Arméer af iltsvind får plads. Det må aldrig ske.

Kom fjenden i forkøbet
Stå nu ved din holdning. Du må risikere dig selv. Henrik Stangerups bedste bog er Fjenden i forkøbet (1978). Han er ikke bange af sig. Han tyrer kasteskyts i alle retninger. Det er en selvbiografisk roman, men ingen går fri.

Dæmonerne er ikke gemt bag andre navne. Han dekonstruerer sig selv i processen og vender ikke mindst helt private cirkler på spyd over hård ild. Svampet sandhed var ikke ham.

Fra sin skrivemaskine sendte han uophørligt ballistiske missiler i retning mod pagehår og feminister, mod skinhellig arbejderklasse og venstrefløjens livsløgne.

Det kan vi lære af. Vi har fri uddannelse og individuelle rettigheder. Hizb-ut Tahrir sætter ild til Grundtvig og grundlov. Skovbrand vrider sig i hjernevindingerne. Den breder sig til vitale organer. Vi må ikke vakle. Vi skal svare i mentale, verbale, horisontale nyrestød, der aldrig stopper.

Det er det eneste interessante at kaste sig ud i. Jeg tillader mig endog at forsvare Israel. Det kommer næppe som en overraskelse, men det er der mange, der har det stramt med. Min indbakke på Messenger ligner asfalteksem efter et styrt på knallert. Det er et vilkår. Sagen trumfer alt.