22.10.23

Ældre tilbydes ikke den mest effektive influenzavaccine

Brugen af dyr influenzavaccine til ældre kunne forhindre op mod 12.000 indlæggelser årligt, siger professor.
Ældre tilbydes ikke den mest effektive influenzavaccine, fordi den er forbundet med en "væsentlig merudgift". (Arkivfoto).
Ældre tilbydes ikke den mest effektive influenzavaccine, fordi den er forbundet med en "væsentlig merudgift". (Arkivfoto).

Når ældre borgere over 65 år træder ind på landets apoteker for at blive vaccineret mod influenza, kommer de ikke til at modtage den mest effektive vaccine mod sygdommen.

Den såkaldte højdosis-influenzavaccine er nemlig "forbundet med en væsentlig merudgift i forhold til andre vaccinetyper".

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i et skriftligt svar til TV 2.

- Såfremt indkøb af højdosis-influenzavacciner ikke var forbundet med en væsentlig merudgift i forhold til andre vaccinetyper, var vaccination med en højdosisinfluenzavaccine at foretrække til personer på 65 år og derover, oplyser styrelsen.

Det skyldes, at højdosis-influenzavacciner "formentlig er en smule mere effektive over for influenzatilfælde og hospitalsindlæggelser", lyder det videre.

Ifølge Sundhedsstyrelsens eget estimat kan den bedre vaccine potentielt forhindre op mod 26 indlæggelser per 1000 personer i forbindelse med "en hård influenzasæson".

Det betyder, at der potentielt er op mod 12.000 indlæggelser, som vil kunne undgås. Det siger Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, til TV 2.

Han melder sig i koret af sundhedsfaglige eksperter, der kritiserer den danske vaccinestrategi.

En del af strategien handler om, at man tilbyder børn mellem to og seks år at blive vaccineret for at holde smitten i resten af samfundet nede.

Hvis det skal have den effekt, skal man ifølge internationale studier op på 80 procents tilslutning, skriver mediet.

Men i Danmark var det blot 19 procent i den aldersgruppe, der sidste år blev vaccineret mod influenza.

I en sundhedsøkonomisk analyse lavet af Sundhedsstyrelsen fremgår det, at højdosis-influenzavaccinen er blevet fravalgt, fordi "udgifterne ikke rent sundhedsøkonomisk står mål med gevinsten på samfundsniveau".

Men Eskild Petersen mener, at det vigtige - rent samfundsøkonomisk - netop består i, at man kan begrænse antallet af indlæggelser med højdosisvaccinen.

Der kan nemlig være en besparelse i at undgå unødvendige indlæggelser, siger han til TV 2.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter