05.07.23

McDonald's i Danmark dropper russisk fisk

McDonald's har igennem flere år benyttet russisk fisk i deres Filet-O-Fish-burgere, men nu er det slut.
Det er uklart, om 41 andre lande også har valgt at droppe russisk fisk i deres McDonald's-burgere. (Arkivfoto).
Det er uklart, om 41 andre lande også har valgt at droppe russisk fisk i deres McDonald's-burgere. (Arkivfoto).

McDonald's bruger ikke længere russisk fisk i sine burgere.

Det oplyser kommunikationschef for McDonald’s i Danmark Fannie Pramming til Politiken.

- Den fisk, som vi i dag bruger i vores Filet-O-Fish, er MSC-certificeret alaskasej fra USA, siger hun til mediet.

Fannie Pramming vil ikke uddybe baggrunden for beslutningen om at droppe russisk fisk. Hun siger dog til Politiken, at beslutningen blev taget i efteråret.

McDonald's har igennem flere år fået leveret fisk fra den danske virksomhed Espersen, der er landets største producent af fiskeprodukter.

Virksomheden importerer ifølge Politiken en stor del af sin fisk fra Rusland.

Espersen har i mange år leveret fisk til McDonald's i 42 lande, men nu er det slut med at finde fisk fra Espersen i danske McDonald's-restauranter.

Det er uklart, om det samme gælder i de resterende 41 lande, skriver Politiken.

Sidste år, da McDonald's stadig brugte russisk fisk i sine burgere, rettede flere politikere kritik mod fastfoodkæden.

En af dem var Socialdemokratiets tidligere fødevareordfører Anders Kronborg.

- McDonald’s er jo med til at holde gang i det russiske industri- og fødevareerhverv, og så er man også med til at holde gang i Rusland generelt, sagde han til Berlingske.

Imens lød det fra De Konservatives fiskeriordfører, Per Larsen, til Berlingske, at han havde haft sin sidste tur på McDonald's.

- Det kommer i hvert fald til at betyde, at jeg ikke skal på McDonald's. Jeg kan kun appellere til, at de ændrer den praksis hurtigst muligt, og så går jeg da i hvert fald uden om deres butikker, sagde han.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter