Der er i øjeblikket forhandlinger om en ny postaftale, og ifølge flere medier lægges der an til at ophæve befordringspligten og fjerne den millionstøtte, som PostNord modtager årligt.
Det skriver DR, MobilityWatch og TV 2.
Befordringspligten betyder, at staten skal sikre levering af post og pakker i hele landet.
Den opgave har ligget hos Post Danmark, som hører under PostNord, der ejes af den danske og svenske stat.
Opgaven er blevet forlænget af flere omgange. Senest i december sidste år. Forlængelsen står til at løbe frem til udgangen af 2023.
Det er løbende blevet en dyrere og dyrere opgave, fordi der sendes færre breve. Derfor får PostNord et trecifret millionbeløb i kompensation af staten årligt.
Det har udløst kritik fra andre aktører på området, som mener, at det er konkurrenceforvridende, da opgaven godt kan løses af markedet.
Bliver aftaleudkastet til virkelighed, skal postmarkedet sættes fri. Dermed vil det være markedet, der skal stå for at levere postudbringningen.
Ifølge MobilityWatch rummer aftalen dog et "sikkerhedsnet" forstået som en bagdør, der kan åbne for statsstøtte, hvis ikke markedskræfterne slår til.
Mediet skriver, at staten ifølge aftaleudkastet er forpligtet til at sikre landsdækkende postudbringning.
Derfor vil parterne bag aftalen have holdt øje med, om opgaven faktisk blive tilfredsstillende løst rundt i landet.
I praksis skal "sikkerhedsnettet", som det ifølge MobilityWatch omtales som, varetages af Trafikstyrelsen.
Styrelsen skal dermed holde øje med, om der leveres post i hele Danmark. Er der områder, hvor det halter, vil transportministeren kunne udpege en privat aktør til at gøre det med støtte fra staten, lyder det.
Ifølge DR vil der stadig være tre områder, hvortil postleveringen fortsat skal sikres gennem et udbud: levering til ø-samfund, blindepost og udlandspost.
For små ø-samfund vil man sikre en fælles infrastruktur, skriver DR. Det kan blandt andet bestå af "brevkasseanlæg, postkasser og pakkebokse/nærbokse på øerne samt aflåste bokse på fastlandet til opbevaring af post til og fra øerne", lyder det.
Aftalen lægger desuden op til, at hver enkelt sommerhus i et sommerhusområde ikke får leveret post, men at der etableres et "centralt placeret brevkasseanlæg", lyder det ifølge DR.
Ifølge TV 2 har partierne fået til på tirsdag til at tage stilling til udkastet.
Kilde: /ritzau/