07.10.23

Militante fra Gaza infiltrerer Israel som led i angreb

I flere israelske byer er der skudkampe. Politistation meldes angrebet, og gidsler skal være taget i by.
En palæstinenser tager en selfie foran et pansret israelsk militærkøretøj, der er ødelagt, efter militante fra Gaza er trængt ind i Israel.
En palæstinenser tager en selfie foran et pansret israelsk militærkøretøj, der er ødelagt, efter militante fra Gaza er trængt ind i Israel.

Et antal militante palæstinensere fra Gaza er fra morgenstunden lørdag trængt ind i israelske byer i forbindelse med et omfattende raketangreb, som bevægelsen Hamas har iværksat.

- Et antal terrorister har infiltreret israelsk område fra Gazastriben, lyder det i en erklæring fra den israelske hær.

Kobi Shabtai, der er Israels øverste politichef, erklærer, at Israel er i en krigstilstand.

- Vi er under et massivt angreb fra Gazastriben. Der er i øjeblikket 21 højaktive konfrontationer i det sydlige Israel, oplyser han ifølge avisen Haaretz.

Han siger, at civile israelere har forbud mod at bevæge sig rundt i den sydlige Israelske region, mens Hamas' angreb er i gang.

Avisen skriver med en anonym politimand som kilde, at civile er taget som gidsler i byen Ofakim med 35.000 indbyggere, og at der er skudkampe i flere områder i det sydlige Israel.

De militante, som Israel konsekvent omtaler som terrorister, er trængt ind i en politistation i byen Sderot, og en skudkamp er i gang.

Reuters skriver, at der cirkulerer billeder, som viser, at kampe udspiller sig i byens gader.

En talsmand for bystyret i Sderot siger, at byens borgere opfordres til at blive hjemme bag lås og slå.

Palæstinensiske medier rapporterer, at et antal personer er blevet taget til fange.

Der er meldinger fra andre områder på den israelske side af grænsen til Gaza om, at der bliver skudt. En israelsk kampvogn meldes angrebet og ødelagt.

Hamas er den islamistiske bevægelse, som styrer Gaza.

Ved det overraskende angreb lørdag morgen, hvor mange hundreder raketter, måske endda tusindvis, meldes affyret mod Israel, har Hamas-bevægelsen fået støtte til sin offensiv fra Islamisk Jihad.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter