19.06.23

Ministerium blev fejlagtigt ikke hørt om våbeneksport

I to sager er våbenteknologi blevet eksporteret fra Danmark til USA og videre til Taiwan uden høring.
Justitsministeriet har ikke hørt Udenrigsministeriet i to sager om våbeneksport. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fortæller, at eksporten er endt i Taiwan. (Arkivfoto)
Justitsministeriet har ikke hørt Udenrigsministeriet i to sager om våbeneksport. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fortæller, at eksporten er endt i Taiwan. (Arkivfoto)

Der er sket fejl i to sager om våbeneksport fra Danmark til udlandet.

Fejlene er sket i 2022, og i de to sager har Justitsministeriet ”fejlagtigt” ikke indhentet den nødvendige høring fra Udenrigsministeriet.

Det kommer frem i et folketingssvar, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har afgivet forud for et samråd om Danmarks våbeneksport mandag morgen.

Her er justitsminister Peter Hummelgaard (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen blevet indkaldt, efter Dagbladet Information og Danwatch har afsløret, at Danmarks eksport af våbenteknologi kan være i strid med international ret.

Folketingssvaret oplyser ikke, hvor de forkert behandlede eksporter af våbenteknologi er endt.

Men det oplyser Peter Hummelgaard til Ritzau.

- De to sager fra efteråret 2022, hvor Udenrigsministeriet ikke er blevet hørt, omhandler begge udførsler af F-16-udstyr til USA med Taiwan som slutbruger, siger han.

Ministeren kan ikke svare på, hvad der konkret er blevet eksporteret uden den nødvendige høring.

- Som jeg er blevet oplyst, drejer det sig om udstyr til F-16, men ikke mere konkret, hvad det så er for noget udstyr, der skal indgå i F-16-fly.

Dagbladet Information og Danwatch har beskrevet, at Udenrigsministeriet har skiftet praksis for eksporten af våben og våbenteknologi, hvilket har ført til flere godkendelser af eksport til Israel.

I folketingssvaret forklarer Lars Løkke Rasmussen, at fejlene i de to sager skyldes en fejlfortolkning af praksis.

Peter Hummelgaard fortæller, at sagerne nu vil blive undersøgt.

- Jeg kan forstå, at det er en fejl, at Udenrigsministeriet ikke er blevet hørt. Rigspolitiet har oplyst mig, at man vil foretage vurderingen af de to sager. Herunder også hvilke yderligere sagsskridt, der måtte være anledning til at foretage, siger Peter Hummelgaard.

- På den måde kommer sagerne til at blive gennemgået.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter