23.07.23

Netanyahu melder klar til omstridt afstemning efter operation

Israels 73-årige premierminister tager mandag fra hospitalssengen til Knesset for at stemme om retsreform.
Søndag er der igen store demonstrationer i Israel mod den retsreform, som Netanyahu og hans religiøse-konservative regering vil have vedtaget.
Søndag er der igen store demonstrationer i Israel mod den retsreform, som Netanyahu og hans religiøse-konservative regering vil have vedtaget.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ventes at blive udskrevet fra det hospital, hvor han er indlagt, mandag.

Det meddeler hans stab søndag eftermiddag ifølge Reuters.

Netanyahu blev lørdag aften indlagt for at få indopereret en pacemaker.

Det skete på et hospital lidt uden for Tel Aviv.

Indlæggelsen kom, kort tid inden det israelske parlament skal stemme om et omstridt lovforslag, der er en del af regeringens foreslåede retsreform.

Lovforslaget, som handler om den israelske højesterets beføjelser, skal til afstemning mandag i Israels parlament, Knesset.

73-årige Netanyahu har sagt, at han vil møde op til den vigtige afstemning.

Søndag eftermiddag har han offentliggjort en video, hvor han takker lægerne for operationen og sine tilhængere for opbakning.

Han siger i videoen, at han har det "fortrinligt", skriver Reuters.

- Vi fortsætter bestræbelserne på at få lovgivningen på plads samt bestræbelserne på at fuldføre den med en aftale, siger han ifølge avisen Jerusalem Post.

- Uanset hvad vil jeg lade jer vide, at jeg slutter mig til mine kolleger i Knesset i morgen.

I en besked på Twitter ønsker oppositionsleder Yair Lapid sin politiske rival god bedring.

- Jeg sender ønsker om god bedring til premierministeren her til morgen, skriver Lapid søndag morgen ifølge Jerusalem Post.

- Det er vanskelige tider for staten Israel, men det er ikke for sent også at bringe bedring til det israelske samfund.

Mandagens afstemning i Knesset handler om, hvorvidt Israels højesteret fremover skal have mulighed for at gribe ind over for beslutninger, som de folkevalgte politikere vedtager, men som efter Højesterets opfattelse er i strid med andre love og regler.

Den beføjelse har Højesteret i dag. Og den beføjelse vil Israels stærkt højreorienterede regering have fjernet.

Regeringens planer om en retsreform har trukket tusindvis af israelere på gaden hver weekend siden nytår.

Søndag er der igen store demonstrationer i Jerusalem og andre byer i Israel.

Mens Netanyahu har været indlagt, har justitsminister Yariv Levin været fungerende premierminister.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter