08.09.23

New York og Novo indgår aftale om maksimumpris på insulin

Newyorkere bør ikke skulle kæmpe med økonomien på grund af medicin, siger justitsminister.
Insulinprisen for uforsikrede skal holdes under 35 dollar per måned - altså 244 kroner - i fem år. Der er tidligere blevet indgået lignende aftaler med selskaberne Eli Lilly og Sanofi. (Arkivfoto).
Insulinprisen for uforsikrede skal holdes under 35 dollar per måned - altså 244 kroner - i fem år. Der er tidligere blevet indgået lignende aftaler med selskaberne Eli Lilly og Sanofi. (Arkivfoto).

Novo Nordisk skal holde insulinprisen nede for uforsikrede diabetespatienter i delstaten New York.

Der er nemlig fredag indgået en aftale mellem den danske medicinalvirksomhed og delstatens justitsminister, Letitia James, om et prisloft.

Det skriver James' kontor i en pressemeddelelse.

Prisen skal holdes under 35 dollar per måned - altså 244 kroner - i fem år. Der er tidligere blevet indgået lignende aftaler med selskaberne Eli Lilly og Sanofi.

- Newyorkere, der er afhængige af medicin, der redder liv, så som insulin, bør ikke skulle rationere deres doser eller helt lade være med at tage medicin, fordi de ikke har råd til det, siger hun.

- Dagens aftale betyder, at uforsikrede newyorkere ikke skal vælge mellem at tage deres insulin og få mad på bordet.

Prisloftet gælder for selskabets insulinprodukter, heriblandt Novolog, Novolin og Fiasp, skriver James' kontor.

Aftalen indebærer også, at Novo fortsat skal udbyde gratis insulin til de mest udfordrede forbrugere, som tjener under et vist indkomstniveau.

Over ti procent af den voksne befolkning i New York anslås at have diabetes.

Der er i USA stor politisk debat om medicinpriser.

Erhvervsmediet Marketwire skriver, at insulinpriserne aktuelt undersøges i flere delstater USA.

I slutningen af august blev det offentliggjort, at den offentlige amerikanske sygesikring Medicare skal forhandle priserne på en række lægemidler.

Fiasp og Novolog fra Novo Nordisk er på listen over de i alt ti lægemidler.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter