29.10.22

Norsk PET: Rusland har allerede kortlagt vigtig infrastruktur

Russisk droneflyvning i Norge handler om at teste beredskab og forvirre, vurderer norsk efterretningstjeneste.
Hedvig Moe er assisterende chef for den norske efterretningstjeneste PST. Hun siger, at Rusland allerede har godt styr på den kritiske infrastruktur i Norge. (Arkivfoto).
Hedvig Moe er assisterende chef for den norske efterretningstjeneste PST. Hun siger, at Rusland allerede har godt styr på den kritiske infrastruktur i Norge. (Arkivfoto).

Rusland ved allerede nu omtrent alt, hvad der er værd at vide, om kritisk infrastruktur i Norge.

Det siger Hedvig Moe, der er assisterende chef for Politiets sikkerhetstjeneste (PST) - den norske pendant til PET i Danmark.

- Vi tror, at vældig meget af den kritiske, vigtige infrastruktur i Norge allerede er klarlagt, siger hun til den norske avis Aftenposten.

I avisen sætter hun for første gang ord på, hvad baggrunden ifølge efterretningstjenesten er for den seneste tids hændelser med Rusland i centrum.

Blandt andet russiske statsborgere med droner i bilen, lukkede lufthavne og olieplatforme i droneberedskab. Senest er også en russisk mand blevet sigtet for at spionere.

Men de mange episoder handler ikke om at blive klogere på Norges militære anlæg eller energisektor, for det har russerne allerede styr på, vurderer PST.

Ifølge PST har flyvning med droner og lignende episoder til formål at flytte fokus væk fra anden efterretningsaktivitet eller teste det norske beredskab, lyder det.

- At skabe frygt og usikkerhed, flytte fokus og teste beredskab drejer sig om at vildlede og forvirre, siger hun til avisen.

I Norge har truslen fra Rusland i årtier ligget og luret, og russerne har ifølge Aftenposten haft et højt aktivitetsniveau i Norge.

Det er dog svært for PST at bevise, at Rusland står bag flyvning med droner ved blandt andet militære anlæg. Men det er hele pointen fra russiske side, understreger Hedvig Moe.

Droner kan også bruges til at udføre angreb eller sabotage. Det vurderes dog ikke som en akut trussel.

- Sabotage af kritisk og vigtig infrastruktur er mere aktuel efter invasionen (af Ukraine, red.). Men det er meget lidt sandsynligt. Vi anser det som et worst case-scenarie, siger Hedvig Moe.

Så sent som fredag kom det frem, at en gæsteforsker i Tromsø i det nordlige Norge var blevet sigtet for spionage og varetægtsfængslet i fire uger.

Ifølge gravernetværket Bellingcat er der tale om en højtstående officer fra den russiske militære efterretningstjeneste GRU.

I den seneste tid er droner gentagne gange blevet set flyvende omkring de norske gas- og olieboreplatforme i Nordsøen. Flere russere er også blevet anholdt inde på land efter at have fløjet med droner.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter