Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har mandag underskrevet en lov mod homoseksualitet.
Det mødes med fordømmelse fra menneskerettighedsorganisationer og grupper, der repræsenterer seksuelle mindretal.
- Den ugandiske præsident har i dag legaliseret statsstøttet homofobi og transfobi, siger den ugandiske menneskeretsforkæmper Clare Byarugaba ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Det er en sort dag for LGBTQIA+ og deres allieredes menneskerettigheder, skriver en anden ugandisk aktivist, Kasha Jacqueline Nabagesera, på Twitter.
Med loven er det ikke en forbrydelse at erklære sig homoseksuel, men det er "homoseksuelle handlinger", der kan give fængsel på livstid.
Hvis der er tale om gentagelsestilfælde, kan det medføre dødsstraf, skriver Reuters.
At smitte en seksuel partner med hiv kan også udløse dødsstraf.
Og hvis man kendes skyldig i at "promovere" homoseksualitet, kan det give 20 års fængsel.
I forvejen var forhold mellem to personer af samme køn forbudt i såvel Uganda som flere andre afrikanske lande.
Men den nye lov skærper straffene og bringer nu også dødsstraf ind i billedet.
Vedtagelsen af loven kommer trods advarsler fra nogle af Ugandas vigtige internationale partnere, heriblandt USA.
Det fik dog ikke den 78-årige præsident Museveni til at ryste på hånden, da han underskrev loven mandag.
Han har betegnet homoseksualitet som en "afvigelse fra normen" og havde opfordret landets politikere til at stemme for loven og ikke ligge under for "imperialistisk" pres.
I nabolandet Kenya er der opbakning blandt mange politikere, herunder parlamentsmedlem George Kaluma.
- Sikke en leder vi har i Afrika! Tillykke Uganda! Kenya følger jer i bestræbelserne på at redde menneskeheden, skriver han på Twitter om Ugandas nye lov.
- Perversion skal behandles, ikke normaliseres!
Den nye lov møder massiv kritik fra blandt andet Amnesty International, der ser den som et "alvorligt angreb mod menneskerettigheder og Ugandas forfatning".
- Antihomoloven fra 2023 vil ikke gøre andet end at skrive diskrimination, had og fordomme mod LGBTI ugandere og deres allierede ind i loven, siger menneskeretsgruppens regionale vicedirektør, Flavia Mwangovya, i en pressemeddelelse.
- Det er samvittighedsløst, at de risikerer at miste deres liv, deres frihed, deres privatliv, deres ytringsfrihed og deres mulighed for at leve uden diskrimination.
Fire store organisationer - blandt dem FN's UNAIDS - advarer i en fælles udtalelse om, at Ugandas nye lov også kan skade arbejdet med at nå ud til personer i risikogruppen.
Det arbejde skal være med til at sikre, at hiv og aids ikke udgør en trussel mod folkesundheden.
- Ugandas fremskridt inden for hiv-indsatsen er nu i alvorlig fare, skriver de fire organisationer.
- Den stigmatisering og diskrimination, der er forbundet med vedtagelsen af loven, har allerede medført reduceret adgang til forebyggende indsatser og behandling.
Kilde: /ritzau/