04.06.23

Oprørere tager russiske soldater til fange og forlanger møde

Russiske statsborgere, der kæmper på Ukraines side, kræver et møde med Belgorod-regionens guvernør.
Tusindvis af mennesker i Belgorod-regionen er blevet evakueret og indkvarteret i en stor sportshal.
Tusindvis af mennesker i Belgorod-regionen er blevet evakueret og indkvarteret i en stor sportshal.

En gruppe bestående af russiske statsborgere, der kæmper på Ukraines side i krigen, hævder søndag at have taget to russere til fange.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Gruppen hedder Ruslands Frivillige Korps. Den har sammen med en anden gruppe, Legionen Frihed for Rusland, påtaget sig skylden for en række nylige angreb i den russiske grænseregion Belgorod.

I en video på beskedtjenesten Telegram siger en mand, der omtaler sig selv som lederen af Ruslands Frivillige Korps, at man vil udveksle de to fanger, hvis man til gengæld kan få et møde med Belgorods guvernør.

Guvernøren, Vjatjeslav Gladkov, svarer tre timer senere, at han er klar til at mødes til en fangeudveksling.

- Det eneste, der afholder mig fra at forhandle med dem, er, at vores mænd er i deres varetægt. Måske er de allerede døde, siger han i en videobesked på Telegram.

- Men hvis de ikke er, så er vi fra klokken 17.00 til 18.00 ved grænseovergangen ved Sjebekino. Jeg garanterer for sikkerheden.

Tidsrummet er klokken 16.00 til 17.00 dansk tid.

Gladkov har de seneste par uger nærmest dagligt meldt om angreb mod Belgorod-regionen.

Gladkov har anklaget Ukraine for at stå bag. Ukraine har afvist at være direkte involveret, men har angivet Ruslands invasion som årsagen.

På videoen, som Ruslands Frivillige Korps har offentliggjort på Legionen Frihed for Ruslands Telegram-kanal, kan man ifølge Reuters se to fanger.

Den ene ser ud til at være kommet til skade og ligger på et operationsbord.

- I dag har I indtil klokken 17.00 muligheden for at kommunikere uden våben og hjemtage to russiske soldater. Det er helt normale borgere, som I og jeres politiske lederskab har sendt ud for at blive slagtet, lyder det.

Rusland, der indledte en invasion af Ukraine den 24. februar sidste år, siger, at de to oprørsgrupper er stedfortrædere for Ukraine.

Den seneste tids angreb i Belgorod har fået tusindvis af indbyggere til at flygte fra de mindre byer, der ligger tæt ved grænsen til Ukraine.

Beboere i den hårdt ramte by Sjebekino har søgt tilflugt i regionens største by, der også hedder Belgorod. Her er en stor sportshal blevet omdannet til midlertidig beboelse for de mange fordrevne.

I alt er 2500 mennesker blevet indkvarteret i sportsarenaen og lignende steder. Det meddelte guvernør Gladkov fredag.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter