24.07.23

Putin sætter sin underskrift på omstridt lov mod kønsskifte

En russisk lov om kønsskifteoperationer er mandag vedtaget. Kritikere frygter eksklusion og flere hadangreb.
Den nye russiske lov blev 14. juli enstemmigt vedtaget i det russiske parlamentets underhus, Dumaen. (Arkivfoto).
Den nye russiske lov blev 14. juli enstemmigt vedtaget i det russiske parlamentets underhus, Dumaen. (Arkivfoto).

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har mandag sat sin underskrift på en lov, der forbyder kønsskifteoperationer i landet.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Dermed er den omstridte lov endeligt trådt i kraft.

Tidligere på måneden - den 14. juli - blev loven enstemmigt vedtaget i det russiske parlamentets underhus, Dumaen

Personer i Rusland må nu ikke længere få udført kirurgiske kønsskifteoperationer eller modtage hormonbehandling.

Menneskerettighedsaktivister har argumenteret for, at loven strider imod retten til selvbestemmelse. Nogle af de personer, der bliver ramt af loven, frygter, at den vil føre til yderligere eksklusion og flere hadangreb.

Loven betyder blandt andet også, at tidligere indgåede ægteskaber vil blive annulleret, hvis en af partnerne har skiftet køn.

Det vil ikke have øvrige konsekvenser, hvis man har skiftet køn før loven.

Formålet med loven er ifølge folkene bag at beskytte kulturelle traditioner og familieværdier i kampen mod "vestlige ideologier".

Putin anses generelt for at have en rigid holdning til kønsroller.

Han har blandt andet også fået det skrevet ind i den russiske forfatning, at ægteskab kun kan indgås mellem en mand og en kvinde.

Putin og den russiske ortodokse kirke, der støtter præsidenten, har ofte fremhævet spørgsmål om kønsidentitet som en vestlig agenda.

- Ønsker vi virkelig, at disse perversiteter går ud over vores børn i skolerne fra de første klassetrin, og at de fører til degenerering og udryddelse, sagde den russiske præsident i september sidste år ifølge dpa.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter