29.08.23

Radio4 skal have ny direktør - Anne-Marie Dohm har fået nyt job

Landsdækkende taleradio har længe kæmpet med lave lyttertal. Nu skal ny direktør revitalisere radiostationen.
Anne-Marie Dohm stopper som direktør og chefredaktør for taleradioen Radio4 efter fire år på posten. Radiostationen har kæmpet med dårlige lyttertal, men nu er en revitalisering af radioen på vej, fremgår det af en pressemeddelelse. (Arkivfoto).
Anne-Marie Dohm stopper som direktør og chefredaktør for taleradioen Radio4 efter fire år på posten. Radiostationen har kæmpet med dårlige lyttertal, men nu er en revitalisering af radioen på vej, fremgår det af en pressemeddelelse. (Arkivfoto).

Den landsdækkende taleradio Radio4 skal have ny direktør.

Anne-Marie Dohm stopper på posten som direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4 ved udgangen af september.

Det skriver en af radioens ejere, mediekoncernen JFM, i en pressemeddelelse.

Anne-Marie Dohm stopper i stillingen, fordi hun ønsker at afprøve nye udfordringer, fremgår det.

- Det har været spændende at opbygge et nyt mediehus. Og ikke mindst at udvikle de tiltag, der i de kommende år skal give radioen en endnu stærkere stemme i den offentlige samtale.

- Jeg har imidlertid sagt ja til en ny stor udfordring, så jeg glæder mig til at følge Radio4’s udvikling udefra, siger Anne-Marie Dohm i meddelelsen.

Anne-Marie Dohm oplyser til Ritzau, at det i næste uge vil blive meldt ud, hvilken stilling hun tiltræder per 1. oktober.

Dohm har været administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4, siden radiokanalen gik i luften i 2019.

Radiokanalen med hovedredaktør i Aarhus har længe kæmpet med dårlige lyttertal.

I maj skrev fagbladet Journalisten, at Radio4 i de første fem måneder af 2023 havde haft det laveste ugentlige lyttertal på FM, siden kanalen blev lanceret.

I gennemsnit havde kanalen 242.000 ugentlige lyttere i de første fem måneder af 2023, viser gennemgangen.

I 2019 lå det ugentlige lyttertal på 411.000.

Den nye direktør, som radioen nu skal på jagt efter, skal være med til at revitalisere radiokanalen, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Ambitionerne for Radio4's nye identitet og udrulningen af denne er at tiltrække flere og nye lyttere til både liveprogrammer, og det indhold der kan streames.

- Derfor går jagten nu ind på at finde en ny direktør og ansvarshavende chefredaktør, som kan implementere den nye identitet, løfte det høje ambitionsniveau og vise stærke resultater, siger bestyrelsesformand Bjarne Werner Munck.

Indtil en ny direktør er fundet, konstitueres Tina Kragelund som administrerende direktør og chefredaktør for Radio4, fremgår det.

Ni regionale mediehuse står bag driften af radiokanalen.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter