30.08.23

Regeringen vil have en døgnåben psykiatrisk akuttelefon

En ny telefonlinje kommer ikke til at løse problemerne i psykiatrien, lyder det fra Bedre Psykiatri.
En psykiatrisk akuttelefon vil hjælpe i psykiatrien, mener indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
En psykiatrisk akuttelefon vil hjælpe i psykiatrien, mener indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Regeringen vil som en del af sit finanslovsudspil åbne en ny telefonlinje, som skal fungere som en psykiatrisk akuttelefon.

Telefonlinjen skal være åben døgnet rundt hver dag.

Her skal man kunne ringe ind og blive rådgivet i en akut krise og visiteret videre til akut psykiatrisk hjælp på tværs af hele landet.

Det siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Politiken.

- Ingen er i tvivl om, at de skal ringe 112, hvis nogen har fået hjertestop, eller hvis man er kørt galt i sin bil og er kommet alvorligt til skade.

- På samme måde skal vi have en national psykiatrisk akuttelefon, siger ministeren til avisen.

Hun påpeger samtidig, at der er set flere eksempler på mennesker, der har ringet forgæves til psykiatritelefoner.

Under en retssag mod en 23-årig mand, der 3. juli sidste år skød, dræbte og sårede flere personer i storcenteret Field's i København, kom det frem, at han havde forsøgt at komme igennem til Psykiatrifondens ferielukkede krisetelefon.

Det har fået flere til at sige, at der er behov for en psykiatrisk akuttelefon.

Generalsekretær i Bedre Psykiatri Jane Alrø Sørensen mener derimod, at regeringen bør trække forslaget tilbage.

- I stedet skal der ses på, hvordan vi kan styrke de akutfunktioner, vi har i sundhedsvæsenet i dag, siger hun til Ritzau.

- 112 er det første telefonnummer, børn lærer efter at have lært deres forældres nummer. Derfor er det så naturligt, at vi vedbliver, at det er 112, man skal ringe til, når man har akut brug for hjælp.

Derfor mener Jane Alrø Sørensen, at løsningen ikke ligger i at opbygge en parallelstruktur, men i stedet at styrke 112, så mennesker med psykisk sygdom får bedre hjælp, når de kontakter 112.

Politiken skriver, at regeringen lægger op til år efter år at løfte bevillingen til psykiatrien, så den i 2030 er 3,2 milliarder kroner højere end i dag.

De første fem år med cirka en halv million om året. De sidste to år med henholdsvis 400 og 300 millioner, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet til avisen.

Regeringen vil nu tale med regionerne om, hvordan en akut psykiatrisk telefonlinje kan etableres.

- Selv om vi giver psykiatrien en ordentlig saltvandsindsprøjtning, bliver det et langt sejt træk at sikre patienterne en bedre behandling og sundhedspersonalet bedre arbejdsvilkår, siger Løhde i en skriftlig kommentar.

- De mærkbare resultater kommer ikke fra den ene dag til den anden, men nu sætter vi turbo på investeringerne, samtidig med at vi sikrer psykiatrien et tiltrængt og vedvarende løft, og det bliver forhåbentlig et afgørende vendepunkt, siger ministeren.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter