30.05.23

Regeringen vil investere 143 milliarder kroner i forsvar

Over de næste ti år skal der tilføres 143 milliarder kroner til det danske forsvar, foreslår regeringen.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer regeringens udspil til nyt forsvarsforlig på et pressemøde i Forsvarsministeriet.
Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer regeringens udspil til nyt forsvarsforlig på et pressemøde i Forsvarsministeriet.

143 milliarder kroner.

Det er det samlede beløb, som regeringen foreslår, at der investeres i det danske forsvar over de næste ti år.

Regeringens længe ventede forsvarsudspil er tirsdag blevet præsenteret af fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), og forhandlingerne starter allerede denne uge.

- Vi står ved et historisk forsvars- og sikkerhedspolitisk vendepunkt. Der er krig i Europa, og vi kan ikke længere tage fred for givet, siger Troels Lund Poulsen på et pressemøde.

- Det er et historisk løft, siger han.

Af de 143 milliarder kroner skal omkring 105 milliarder kroner gå til "nye forsvars- og sikkerhedspolitiske prioriteter".

Udspillet skal bane vejen for, at Danmark senest i 2030 bruger to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar og sikkerhed, som er Natos målsætning.

Regeringen går efter at lande et overordnet rammeforlig inden Nato-topmødet i juli.

Derefter skal "konkrete kapaciteter og initiativer" besluttes løbende fra efteråret og frem. Det vil derfor være Jakob Ellemann-Jensen (V), der skal fortsætte forhandlingerne, når han efter sin sygemelding vender tilbage som forsvarsminister 1. august.

Overordnet har regeringen udvalgt "tre centrale indsatsområder", som skal prioriteres i det kommende forsvarsforlig.

Det drejer sig om rigsfællesskabet, nærområdet i Øst og indsatser i verdens brændpunkter.

Ud over milliardbeløbet til det danske forsvar vil regeringen afsætte yderligere 21,9 milliarder kroner til militær støtte til Ukraine gennem Ukraine-fonden.

7,5 milliarder kroner af dem gives til fonden i år, mens der afsættes 10,4 milliarder kroner næste år og derefter én milliard kroner årligt fra 2025 til 2028.

Det sker "uden modgående finansiering".

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter