07.09.23

Regioner vil teste fri adgang til fysioterapi i udvalgte kommuner

Danske Regioner vil afprøve fysioterapi uden lægehenvisning i en række kommuner landet over.
Borgere med ondt i muskler og led skal have lettere adgang til hjælp fra en fysioterapeut, lyder det fra Danske Regioner. (Arkivfoto).
Borgere med ondt i muskler og led skal have lettere adgang til hjælp fra en fysioterapeut, lyder det fra Danske Regioner. (Arkivfoto).

Borgere med ondt i muskler og led skal have lettere adgang til hjælp fra en fysioterapeut.

Det er hensigten med et nyt forsøg, som Danske Regioner vil sætte i værk.

I en række kommuner i alle fem regioner skal der laves forsøg med fysioterapi uden forudgående lægehenvisning.

Det oplyser formand for det nære sundhedsudvalg i Danske Regioner Christoffer Buster Reinhardt (K).

- Vi skal sikre så få hindringer som muligt i forhold til at få den rette behandling på det rette tidspunkt.

- Og her kan fri adgang til fysioterapi være et godt sted at starte, siger han.

Som det er nu, skal man have en lægehenvisning for at opnå tilskud til behandling hos en fysioterapeut.

Tilskuddet udgør 40 procent af fysioterapeutens honorar, og pengene kommer fra regionernes pengekasse.

Men nu vil regionerne give fri adgang for borgere i en række kommuner til at booke tid hos en fysioterapeut, uden at man skal forbi lægen først.

Det vil betyde, at borgerne selv kan booke tid hos fysioterapeuten, samtidig med at de opnår tilskud fra det offentlige til betalingen.

Et lignende projekt har tidligere kørt i to kommuner under Region Hovedstaden.

Det er erfaringerne herfra, der har givet blod på tanden til at afprøve det i en større skala.

Spørgsmål: Vi hører næsten dagligt, at regionerne er under et voldsomt økonomisk pres. Risikerer udgifterne til tilskud til fysioterapi ikke at stikke af, hvis det gives frit?

- Tværtimod kan det her være en aflastning af de praktiserende læger og en måde at undgå alt for mange ekstra konsultationer.

- Så vi ser det som en hjælp, også i forhold til et presset sundhedsvæsen, at man ikke skal opsøge to instanser i sundhedsvæsenet for at komme til fysioterapi, siger Christoffer Buster Reinhardt.

Hos Praktiserende Lægers Organisation er formand Jørgen Skadborg overbevist om, at fri fysioterapi er en god idé.

Han anbefaler, at opgaven med at visitere og henvise til fysioterapi permanent flyttes fra almen praksis til fysioterapeuterne.

- De praktiserende læger oplever et stort arbejdspres, og der er et politisk ønske om, at endnu flere opgaver bør løses tættere på borgerne med de praktiserende læger som en central aktør.

- Selv med udsigt til et stigende antal praktiserende læger er der derfor grund til at se på, hvilke opgaver der med fordel kan flyttes væk fra almen praksis, siger Jørgen Skadborg i en udtalelse på Lægeforeningens hjemmeside.

Der er ikke taget stilling til, hvor mange kommuner forsøget skal omfatte.

Inden forsøget kan sættes i værk, skal der indhentes tilladelse hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter