Efter at Steve Scalise har trukket sit kandidatur til posten som formand for Repræsentanternes Hus, har Republikanerne nu nomineret Jim Jordan som ny kandidat.
Huset i den amerikanske Kongres har stået uden leder, siden Kevin McCarthy blev væltet i starten af oktober.
Før Steve Scalise blev nomineret til posten, som han dog endte med ikke at kunne samle nok stemmer til at få, var Jim Jordan også i spil.
Han er blandt andet støttet af tidligere præsident Donald Trump.
59-årige Jordan er formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus. Han fik sent fredag nomineringen efter en hemmelig afstemning blandt Republikanerne. Hans modkandidat var Austin Scott.
Nu skal Jim Jordan så forsøge at samle nok støtte blandt sine partifæller. Republikanerne har flertallet af sæderne i Huset med 221 pladser. Demokraterne har 212.
Trods flertallet har enigheden dog ikke været stor. Da den tidligere formand Kevin McCarthy blev valgt i januar, skete det først efter 15 afstemninger. En lille gruppe i det splittede republikanske parti nægtede at stemme på ham.
Jordan skal bruge 217 stemmer for at sikre sig flertallet. Det skyldes, at der i øjeblikket er to ubesatte pladser i Kongressen.
Det er uklart, hvornår afstemningen i Kongressen kommer til at finde sted.
Reuters
Kilde: /ritzau/