22.04.23

Rusland udviser mere end 20 tyske diplomater

Som gengældelse for tysk udvisning af russiske diplomater udvises tyskere nu fra Rusland, oplyser talsperson.
Rusland og præsident Vladimir Putin gengælder tysk udvisning af russiske diplomater med at udvise tyske diplomater fra Rusland.
Rusland og præsident Vladimir Putin gengælder tysk udvisning af russiske diplomater med at udvise tyske diplomater fra Rusland.

Rusland vil udvise mere end 20 tyske diplomater,

Det oplyser talsperson for Ruslands udenrigsministerium Maria Zakharova lørdag til det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.

Det skriver Reuters.

Udvisningen kommer som gengæld for, at Tyskland tidligere har udvist russiske diplomater.

- De tyske myndigheder har besluttet at foretage endnu en masseudvisning af ansatte ved russiske diplomatiske missioner i Tyskland, skriver Ruslands udenrigsministerium i en meddelelse.

- Vi fordømmer på det kraftigste disse handlinger fra Berlins side, som fortsat og på demonstrativ vis ødelægger hele spektret af relationer mellem Rusland og Tyskland, hedder det videre.

Ministeriet havde tidligere lørdag varslet, at det ville ske som en gengældelse for "fjendtlige handlinger" fra den tyske regering.

I Berlin vil det tyske udenrigsministerium i første omgang hverken be- eller afkræfte meldingen fra Moskva om, at 20 diplomater er udvist.

- Vi har noteret os udtalelserne fra talskvinden for det russiske udenrigsministerium, lyder det ifølge det tyske nyhedsbureau dpa i en meddelelse fra det tyske ministerium.

Tysklands regering har i de seneste uger været i kontakt med Rusland angående bemanding af de to landes diplomatiske missioner.

Der er ikke yderligere detaljer fra det tyske ministerium lørdag.

Dog bekræfter det ifølge dpa, at et russisk regeringsfly lørdag morgen fløj fra Moskva til Berlin. Det skete med særtilladelse, idet russiske fly i øvrigt er bandlyst fra luftrummet over EU's område.

Senere lørdag fløj flyet retur til Moskva, hvor det landede lørdag eftermiddag.

Det er ikke bekræftet, om de udviste diplomater var om bord på flyet.

Forholdet mellem Tyskland og Rusland er sunket til et absolut lavpunkt, efter at Rusland i februar sidste år invaderede nabolandet Ukraine.

Det fik de vestlige lande til at indføre strenge sanktioner mod Rusland.

Inden da var Tyskland det land, der købte mest olie og gas af Rusland.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter