24.04.23

Svensk statsminister hylder heroisk indsats efter Sudan-evakuering

Det svenske personale og deres familier på ambassaden i Sudans hovedstad, Khartoum, er blevet evakueret.
Hundredvis har mistet livet, og tusinder er blevet såret i den seneste uges kampe mellem Sudans hær og den paramilitære organisation RSF. (Arkivfoto).
Hundredvis har mistet livet, og tusinder er blevet såret i den seneste uges kampe mellem Sudans hær og den paramilitære organisation RSF. (Arkivfoto).

Personalet på den svenske ambassade i Sudans hovedstad, Khartoum, er blevet evakueret.

Det skriver Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, mandag på det sociale medie Twitter.

- Heroisk indsats fra alle, der gjorde evakueringen mulig. Velkommen hjem snart, skriver statsministeren.

Riksdagen stemte søndag for at sende en væbnet styrke på op mod 150 mand til Sudan for at bistå med evakuering.

Ifølge mediet Aftonbladet er personalet samt deres familier landet i en lufthavn i Djibouti.

Det er uklart, hvor mange personer der er tale om.

Men der menes at være omkring 100 svenske statsborgere i Sudan, heriblandt ambassadeansatte.

Mandag er et tysk militærfly ifølge Reuters landet i Berlin med 101 ud af de 313 folk, som Tyskland har evakueret fra Sudan.

Flere vestlige lande gennemførte fra natten til søndag evakueringer fra det konfliktplagede lande.

Det gælder blandt andet de ansatte på den amerikanske ambassade samt deres familier, som fik hjælp fra USA's militær.

Sent søndag eftermiddag meddelte udenrigsministeriet i Norge, at de norske diplomater var ude af Sudan.

Tidligere på dagen havde Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, meddelt, at britiske diplomater og deres familier var blevet evakueret.

Hundredvis har mistet livet, og tusinder er blevet såret i den seneste uges kampe mellem Sudans hær og den paramilitære organisation RSF.

For danskere, der ikke har mulighed for eller måtte beslutte ikke at benytte sig af evakueringstilbud, er rådgivningen fortsat at blive indendørs, har Udenrigsministeriet oplyst.

Lørdag oplyste Udenrigsministeriet, at der er omkring 30 personer på danskerlisten for Sudan.

Her lød det også, at Danmark ikke har en ambassade i Sudan og derfor har "begrænsede muligheder" for at hjælpe strandede danskere.

Konflikten i Sudan bunder blandt andet i uenighed om, hvorvidt der skal indføres et civilt styre i det afrikanske land.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter