Den colombianske kunster Fernando Botero er fredag død i en alder af 91 år.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Botero, der også kaldes Sydamerikas svar på Picasso, var kendt for sine store, svulmende og overdimensionerede statuer og malerier af runde mænd og kvinder.
Kunstværkerne skildrer alt fra vold til politiske emner, herunder Colombias interne konflikter og dagligdag. Værkerne gjorde Botero til en af verdens rigeste kunstnere.
Fernando Boteros værker har været udstillet over hele verden, herunder på museet Arken i Danmark.
Ifølge auktionshuset Sotheby's går kunstnerens malerier og skulpturer sjældent for under to millioner dollar, når de sættes til salg.
Columbias præsident, Gustavo Petro, markerer den afdøde kunstner i et opslag på det sociale medie X, der tidligere er kendt som Twitter.
- Fernando Bolero er død, maleren af vores traditioner og brister, maleren af vores dyder. Maleren af vores vold og fred, skriver præsidenten.
Kunsternes malede i 2005 en serie af værker, der forestiller scener fra Abu Ghraib-fængslet i Irak. Malerierne vakte global opmærksomhed.
Malerierne var baseret på ofres beretninger og billeder taget af amerikanske soldaters mishandling af irakiske fanger. Malerierne er eksplicitte og rystende, skriver Reuters.
Avisen The New York Times skrev dengang i en anmeldelse af værkerne, at serien "genopretter fangernes værdighed og menneskelighed uden at mindske deres smerte".
Fernando Botero søgte at gøre sine værker tilgængelige og donerede over 200 malerier og statuer til det, der er blevet til Botero Museet i Columbias hovedstad, Bogota.
Museet har fri entre, og over en halv million gæster besøger museet om året.
Mere end hundrede af kunstværkerne var Boteros egne, mens de øvrige værker er af kunstnere som Picasso, Dali og Monet.
Reuters
Kilde: /ritzau/