Under en tæt skov af blå og hvide flag er titusindvis af israelere lørdag på vej ind i Jerusalem for at vise deres modstand mod den retsreform, som premierminister Benjamin Netanyahu og hans regering vil have vedtaget.
De håber at kunne lægge tilstrækkeligt med pres på regeringen til at få skrottet den omstridte reform.
En kilometerlang march af mennesker slangede sig langs med motorvejen ind i Jerusalem, akkompagneret af trommer og slagord mod regeringen.
En del af demonstranterne indledte deres march for fire dage siden i kystbyen Tel Aviv, der ligger 70 kilometer fra Jerusalem. Undervejs har flere og flere sluttet sig til marchen.
Mange af dem vil slå telte op ved Israels parlament, Knesset. Her er det planen, at den endelig afstemning skal finde sted mandag.
På et spørgsmål om, hvorvidt marchen vil kunne stoppe mandagens afstemning, svarer protestleder Shikma Bressler, at hun ikke ved det.
- Men afstemningen er ikke det sidste skridt, siger hun.
- Det er derfor, vi forsøger at samle kræfterne i dette land. For at kunne vælge mellem rigtigt og forkert, vælge lyset i stedet for mørket.
Reformforslaget fra Netanyahu og hans stærkt konservative og religiøse regering har forårsaget en af de største politiske kriser, Israel nogensinde har oplevet.
Hvis loven bliver vedtaget, vil Israels højesteret ikke længere have mulighed for at gribe ind over for beslutninger, som folkevalgte vedtager, men som efter Højesterets opfattelse er i strid med andre love og regler.
Reformen indeholder også forslag om, at Knesset skal kunne ændre højesteretsdomme. Og at parlamentet skal have indflydelse på det udvalg, som udpeger dommere.
Netanyahu og hans koalition mener, at reformen er nødvendig for at skabe balance i magtens tredeling. De mener, at højesteretten griber ind i for mange sager.
Kritikere af reformen mener derimod, at den er blevet hastet igennem, og at den vil åbne op for mere korruption og magtmisbrug.
Meningsmålinger viser, at der er stor modstand imod reformen blandt israelerne.
Også blandt tidligere ledere i militæret, politiet og efterretningstjenesten Mossad er der stor modstand mod reformen.
Snesevis af tidligere sikkerhedschefer offentliggjorde lørdag et åbent brev til Netanyahu med en appel om at aflyse afstemningen og i stedet forhandle om et foreslået kompromis.
Den lovpakke, Netanyahus regering har fremlagt, "knuser de ting, der er delt i det israelske samfund, splitter folk, opløser forsvaret og påfører Israels sikkerhed fatale slag", lyder det i brevet.
Kilde: /ritzau/