26.04.23

Udskældt borgmester trak sig efter krænkende adfærd

Københavns ombudsmand fælder efter et år hård dom over borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der trak sig.
Cecilia Lonning-Skovgaard skulle have klaget over, at en medarbejder blev gravid, selv om hun "havde bedt forvaltningen sikre sig, at dette ikke ville ske".
Cecilia Lonning-Skovgaard skulle have klaget over, at en medarbejder blev gravid, selv om hun "havde bedt forvaltningen sikre sig, at dette ikke ville ske".

Det står nu klart, hvad der førte til, at Cecilia Lonning-Skovgaard trak sig som beskæftigelses- og integrationsborgmester for Venstre for et år siden.

En ny rapport tegner et alvorligt billede af hendes tid som øverste leder i forvaltningen i Københavns Kommune. Bag rapporten står kommunens ombudsmand, Borgerrådgiveren.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Rapporten rejser kritik af blandt andet forskelsbehandling og et hårdt og dårligt arbejdsmiljø, som ikke har været sundt, og som ikke skulle have fundet sted, siger øverste direktør Henrik Lund fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Arbejdsmiljøet bliver beskrevet som "særdeles dårligt og alvorligt belastet" i rapporten, der har været mere end et år undervejs.

Et betydeligt antal ledere og medarbejdere har oplevet forhold, der bliver defineret som "uacceptable krænkelser".

Rapporten er baseret på syv indberetninger i januar-februar 2022.

Indberetningerne indikerer, at flere gravide medarbejdere blev flyttet fysisk eller fik ændret arbejdsopgaver som følge af et ønske fra borgmesteren.

Cecilia Lonning-Skovgaard skulle have tilkendegivet, at hun ikke ønskede at ansætte en kvinde i den fødedygtige alder.

I et andet tilfælde skal hun have klaget over, at en medarbejder blev gravid, selv om hun "havde bedt forvaltningen sikre sig, at dette ikke ville ske". Det fremgår ikke, hvordan det skulle sikres.

Rapporten konkluderer, at Cecilia Lonning-Skovgaards ledelsesstil, adfærd og måde at tale til medarbejderne på var "det centrale element" i det dårlige arbejdsmiljø.

Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole beskriver over for Berlingske rapporten som "en af de mest uforbeholdne og mest kritiske rapporter om en kommunalpolitiker nogensinde".

- Københavns Kommune må overveje, om der skal være et retligt efterspil, men under alle omstændigheder er rapporten et lærestykke i, hvordan man ikke skal være toppolitiker, og den bør læses af alle ledende politikere i Danmark til skræk og advarsel, siger han.

Kritikken af Cecilia Lonning-Skovgaard tog fart i januar 2022, hvor fagforeningerne Djøf og HK på vegne af 2000 ansatte i forvaltningen skrev et åbent brev med kritik af hende efter flere fyringer.

Det førte til, at hun trak sig to måneder efter. Jens-Kristian Lütken (V) overtog posten efter Cecilia Lonning-Skovgaard, som i dag er HR-chef i det private.


Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter