En dramatisk hændelse i Pakistan, hvor otte personer tirsdag var fanget i en lift, blev foreviget ved hjælp af et dronekamera.
Det viser en video, som det britiske medie BBC eksklusivt har fået fat i.
Videoen er omkring et minut lang og indledes med at zoome ind på de nødstedte personer i liften. Ifølge BBC var der seks børn og to voksne.
Liften har et tag, men er åben i siderne og hænger skævt i luften. Den ser primært ud til at være konstrueret af metal.
To af personerne får indledningsvist øjenkontakt med dronekameraet.
I videoens baggrund kan man se adskillige mennesker, der er stimlet sammen for at overvære den dramatiske episode.
Liften befandt sig næsten 300 meter oppe i luften, da et kabel pludselig gik i stykker midt på turen. Det lykkedes at redde alle otte personer ned fra liften efter en redningsaktion, der tog mere end 12 timer.
En af de drenge, der blev reddet, fortæller, at han frygtede for sit liv.
- Jeg troede, at det ville blive min sidste dag, og at det ville være slut.
- Gud har givet mig et nyt liv, siger den 15-årige til nyhedsbureauet AFP.
En embedsmand fra den pakistanske beredskabstjeneste oplyser, at de to voksne i liften var de sidste, der blev reddet.
Mørket nåede at falde på tirsdag, før alle otte var i sikkerhed.
Politiet har onsdag anholdt ejeren af liften. Han er blandt andet blevet sigtet for at sætte andre folks liv i fare og for uagtsomhed.
Det er udbredt at benytte sig af lifte til at krydse bjergdale i Pakistan.
I 2017 blev ti personer dræbt i landet, da en lift styrtede ned i en bjergkløft i nærheden af den pakistanske hovedstad, Islamabad.
Kilde: /ritzau/