19.05.23

USA støtter træning af ukrainske piloter i at flyve F-16

Amerikansk støtte til træning af ukrainske piloter i at flyve F-16 kampfly er et vigtigt signal til Ukraine.
Det avancerede kampfly F-16, der bruges i en række vestlige lande, produceres af det amerikanske selskab Lockheed Martin. Ukraine har gennem længere tid bedt om denne type kampfly. Nu får landet et vigtigt signal i retning af, at ukrainske piloter kan begynde træning i at flyve flyet. (Arkivfoto)
Det avancerede kampfly F-16, der bruges i en række vestlige lande, produceres af det amerikanske selskab Lockheed Martin. Ukraine har gennem længere tid bedt om denne type kampfly. Nu får landet et vigtigt signal i retning af, at ukrainske piloter kan begynde træning i at flyve flyet. (Arkivfoto)

USA's præsident, Joe Biden, støtter en fælles indsats med USA's allierede om at træne ukrainske piloter i at flyve F-16 kampfly.

Det siger en højtstående embedsmand i Bidens regering fredag.

Det er et vigtigt signal til Ukraines regering, der i flere måneder har efterspurgt avancerede kampfly som F-16.

Hidtil har USA afvist at levere denne type fly til Ukraine. Fra amerikansk side er der fredag heller ikke nogen direkte meldinger om, at denne holdning er ændret.

I første omgang vil træning i de amerikansk producerede fly gå i gang i Europa.

Siden vil der i koalitionen blive taget en beslutning om konkret at levere fly.

- Mens træningen finder sted i løbet af de kommende måneder, vil vores koalition af lande, der deltager i denne indsats, beslutte, hvornår der reelt skal sendes fly, hvor mange vi vil sende, og hvem der skal sende dem, siger den amerikanske embedsmand.

Vedkommende nævner ikke, hvilke lande der er en del af indsatsen.

Men det danske forsvarsministerium har fredag aften på Twitter postet en meddelelse fra den hollandske premierminister, Mark Rutte.

- Sammen med mine britiske, danske og belgiske kolleger byder vi nyheden om, at USA er klar til at godkende træning af ukrainske piloter i F-16 kampfly, velkommen, skriver Rutte.

Danmarks fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), skriver på Twitter:

- Vi er fra dansk side klar til at støtte. Vi vil nu aftale de nærmere detaljer sammen med nære allierede.

Tidligere i denne uge fik Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, løfter fra Holland og Storbritannien om hjælp til at opbygge en "kampfly-koalition".

Dog var der fra de to lande heller ikke løfter om at sende kampfly til Ukraine.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter