30.10.23

Venstre peger på Stephanie Loses arvtager i Region Syd

Bo Libergren indstilles af Venstres gruppe i Region Syddanmark til at blive den næste regionsrådsformand.
Bo Libergren var stedfortrædende regionsrådsformand i foråret, da Stephanie Lose var fungerende økonominister under Jakob Ellemann-Jensens sygemelding. (Arkivfoto).
Bo Libergren var stedfortrædende regionsrådsformand i foråret, da Stephanie Lose var fungerende økonominister under Jakob Ellemann-Jensens sygemelding. (Arkivfoto).

Hvis Stephanie Lose (V) genvælges som Venstres næstformand og som bebudet indtræder i regeringen som minister, peger partiet på Bo Libergren (V) som afløser til posten som regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Det skriver partiets afdeling i Syddanmark i en pressemeddelelse.

Her lyder det, at der i Venstres gruppe er "entydig" opbakning til Bo Libergren som kommende regionsrådsformand.

- Han er fagligt dygtig, enormt erfaren, og som folkevalgt gennem 30 år dybt inde i alle sagerne, siger gruppeformand Mette Bossen Linnet i meddelelsen.

Bo Libergren har allerede varetaget rollen, da Stephanie Lose i foråret var fungerende økonomiminister under Jakob Ellemann-Jensens sygemelding.

- Han har i mange år været Stephanies nærmeste sparringspartner, og er en meget kompetent og dygtig leder, siger Mette Bossen Linnet videre i pressemeddelelsen.

Selv siger Bo Libergren, at det er en "kæmpe" arv, der skal løftes efter Stephanie Lose.

- Stephanies indtræden i regeringen vil være en kæmpe styrkelse af Venstre på Christiansborg, men et stort tab for Region Syddanmark og Venstre i Syddanmark.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter