Politisk leder Pernille Vermund (NB) langer ud efter regeringens planer for solceller og vindmøller i Danmark.
- Hvor er det dog barskt at se, hvordan en forfejlet energipolitik er ved at industrialisere naturen, siger Pernille Vermund på et pressemøde på Christiansborg i forbindelse med partiets sommergruppemøde.
Hun nævner som eksempel, at "god jord" udlægges til "solcelleørkener" i naturen.
- Hvorfor sidder de solceller ikke på tagene af industribygninger i stedet? Så kunne vi både passe på naturen og sikre, at vi får grøn energi.
- Regeringens ensidige fokus på solceller og vindmøller ødelægger vores natur, mindsker energiproduktionen og gør det dyrere at være dansker, siger Pernille Vermund videre.
Nye Borgerlige foreslår, at elafgiften igen skal sænkes til EU's minimumssats. Det vil ifølge partiet give en gennemsnitlig dansk familie en besparelse på omkring 3600 kroner om året.
På pressemødet er Pernille Vermund flankeret af folketingsmedlem Kim Edberg Andersen.
Siden folketingsvalget 1. november har Nye Borgerlige mistet tre ud af seks mandater.
Mikkel Bjørn og Mette Thiesen er draget til Dansk Folkeparti. Den kortvarige formand Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet og er nu løsgænger.
Derudover blev Peter Seier Christensen sygemeldt med stress i april, og i august oplyste han, at han har fået konstateret lymfekræft.
Derfor er det også "ret rart at vide, at vi rent faktisk ligger der", siger Pernille Vermund, da hun bliver foreholdt, at partiet i meningsmålinger ligger under tre procent.
- Det, at vi ligger der, trods det vi har været igennem, det vidner om, at jeg har en wingman, der giver den gas, siger hun med henvisning til Kim Edberg Andersen.
Ved valget sidste år fik Nye Borgerlige 3,7 procent af stemmerne.
Kilde: /ritzau/