Topchefen for streamingtjenesten Viaplay stopper, efter selskabet har nedjusteret sine forventninger til resten af året.
Det oplyser Viaplay Group i en pressemeddelelse natten til mandag.
Nedjusteringen skyldes blandt andet, at Viaplay Group forventer, at indtægterne fra annonceforretningen falder mellem 12 og 16 procent.
Omkring klokken 9.50 mandag formiddag er aktien faldet knap 57 procent.
Det er Anders Jensen, der indtil nu har været administrerende direktør for Viaplay. Han har siddet på posten siden 2018.
- Jeg er fortsat overbevist om den succes, der ligger forude for virksomheden, siger han i pressemeddelelsen.
- Men jeg føler også, at virksomheden i lyset af aktuelle udfordringer er bedst tjent, hvis jeg stopper, og det har jeg derfor besluttet at gøre.
Viaplay Group har nedjusteret sin forventede salgsvækst fra et spænd på 24-26 procent til 16-17,5 procent.
Det bliver Jørgen Madsen Lindemann, der overtager posten som administrerende direktør.
Han har før været topchef i Viaplays tidligere moderselskab, MTG.
Viaplay er en streamingtjeneste, som er tilgængelig i de nordiske og baltiske lande samt Polen, Holland, Storbritannien, USA og Canada.
Tjenesten har i dag omkring 7,7 millioner abonnenter, oplyser selskabet.
I første kvartal havde den lidt mere end 7,6 millioner, hvilket var en stigning på 60 procent sammenlignet med året før.
I årets første tre måneder tabte selskabet 288 millioner svenske kroner svarende til 185 millioner kroner.
Det var trods en organisk vækst i omsætningen på 30 procent sammenlignet med første kvartal året før.
Viaplay forventer, at omsætningen i andet kvartal bliver mellem 4,5 og 4,6 milliarder svenske kroner. Det er nogenlunde på niveau med første kvartal.
Kilde: /ritzau/