08.03.23

Wagner-chef hævder at have kontrol over det østlige Bakhmut

Jevgenij Prigozjin hævder, at Wagner-gruppen har kontrol med del af Bakhmut. Oplysningerne er ikke bekræftet.
Ukrainske soldater fyrer mod russiske soldater nær Bakhmut tirsdag. Bakhmut har dannet rammen om nogle af de blodigste kampe i krigen i Ukraine.
Ukrainske soldater fyrer mod russiske soldater nær Bakhmut tirsdag. Bakhmut har dannet rammen om nogle af de blodigste kampe i krigen i Ukraine.

Stifteren af den private russiske hær Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, siger, at gruppen har taget kontrollen med hele den østlige del af den østukrainske by Bakhmut.

- Enheder fra det private militærfirma Wagner har taget kontrollen med den østlige del af Bakhmut, siger Prigozjin i en lydoptagelse på beskedtjenesten Telegram.

- Alt øst for floden Bakhmutka er fuldstændig under Wagners kontrol.

Reuters har ikke kunnet bekræfte, at Wagner-gruppen har kontrol med byen.

Prigozjin har tidligere fremsat påstande om succes på slagmarken, der ikke var sande.

Tirsdag udpegede Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, Bakhmut som en nøgleby for Rusland.

- Den her by er vigtig for de ukrainske styrkers evne til at forsvare sig i Donbas. At erobre den vil tillade yderligere offensive operationer dybt bag de væbnede ukrainske styrkers forsvarslinje, sagde han.

Nogle af de mest blodige kampe i krigen i Ukraine er foregået i og omkring Bakhmut.

De seneste dage er situationen i byen blevet endnu mere tilspidset.

Bakhmut ligger i Donetsk, som er en af de fire regioner, som Rusland under krigen har erklæret for værende russiske. Det er sket efter folkeafstemninger, som Vesten har affejet og fordømt.

Ud over Donetsk drejer det sig om Kherson, Luhansk og Zaporizjzja.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter