I dag aflivede Radio- og TV-nævnet reelt Radio Loud. Det skete i en pressemeddelelse, hvor nævnet godkendte, at radioen skifter navn til 24syv, og at Berlingske overtager stort set hele ejerskabet af virksomheden.
Den station, som i 2019 vandt udbuddet om den DAB-kanal, som et folketingsflertal nødoprettede, efter at Radio4 vandt retten til Radio24syvs “gamle” FM-frekvens pga. et tåbeligt placeringskrav, findes ikke mere. Ikke alene er ejerskabet stort set overtaget af Berlingske Media, men ledelse, programkoncepter samt værter er i høj grad blevet udskiftet og nu er navnet det så også. Loud er død, og efter lyttertallene at dømme er der næppe nogen, som kommer til at savne den. Alle de, der i sin tid betvlede det levedytige i det oprindelige projekt, har fået fuldstændig ret.
I stedet kommer nu 24syv, hvis navn kun mangler det dog implicitte “radio” for at hedde det samme som den kanal, der i praksis blev lukket af et folketingsflertal ved udgangen af oktober 2019.
Set fra Berlingske Medias perspektiv er navneskiftet oplagt. Det er allerede kendt i offentligheden, de ejer retten til det, og det vil generere hårdt tiltrængt opmærksomhed for en kanal, som nærmest ingen hidtil har lyttet til, og som mange uden for mediebranchen end ikke kender. Shitstormen fra både fans af det gamle Radio24syv (og tidligere ledere herfra, ikke mindst), der erklærer det for usømmelig omgang med lig, har selvsagt været massiv. Den gruppe har radiodirektør Simon Andersen næppe forhåbninger om at konvertere til fans af den nye kanal uanset. Og det er ikke utænkeligt, at dårlig omtale faktisk er bedre end ingen omtale, hvis det får de desperat påkrævede lyttere til at stille ind på frekvensen for med egne ører at høre giraffen.
Men er Radio24syv så genopstået? Nej. Mads Brügger og Mikael Bertelsen personificerede Radio24syv, og som ledere af programafdelingen udviklede de koncepterne og valgte værterne til langt de fleste af stationens magasinprogrammer. Uden dem, ingen Kirsten Birgit, Det vi taler om, Halløj i betalingsringen, Romerriget osv. Kort sagt: ingen Radio24syv. Hvis den station havde et DNA, så befandt det sig på Brügger og Bertelsens kontor på Ørstedhus’ anden sal.
Imidlertid er det også svært at komme uden om, at der både i ledelse og værtsstole på den nye kanal efterhånden sidder en del kompetente folk, der også havde aktier i Radio24syvs succes. Hvor Brügger og Bertelsen skabte programafdelingen, var det i allerhøjeste grad Simon Andersen, der i spidsen for stationens nyhedsafdeling løftede dens nyhedsdækning fra en famlende kopi af P1 til et hårdtslående, skævt og dybt originalt nybrud i det danske mediebillede med særlig morgenfladen og Reporterne som markante flagskibe.
Så selvom 24syv næppe i nogen meningsfuld forstand bliver en videreførelse af Radio24syv, vil der utvivlsomt komme en del indhold, som kommer til at minde ganske meget om programmer og nyheder, man kunne have hørt på den hedengangne kanal.
Derfor er det gode spørgsmål som taleradiolytter og fan af det gamle 24syv (hvad jeg i den grad også selv var, foruden vært på kanalen i et par år), om det projekt, man nu kan se konturerne af, er at foretrække frem for Loud. Det forekommer ret svært at svare nej til det spørgsmål. Og alternativet, at lade en radio uden lyttere fortsætte med at formøble millioner på et projekt, den selv havde demonstreret var komplet umuligt, virker både tåbeligt og som uansvarlig brug af offentlige midler.
Det mest interessante, og det, kritikerne utvivlsomt vil hæfte sig ved fremover, er at Radio- og TV-nævnet slår fast, at kanalens primære målgruppe er de utroligt lidt taleradiolyttende 15-32-årige og altså ikke en målgruppe på op til midt-40’erne, som Simon Andersen mente, den nye kanal skulle have. De koncepter, 24syv hidtil har lanceret under Andersens ledelse (om bl.a. uretfærdigheder, Mette Frederiksen, minksagen og indvandring) skriger ikke ligefrem ungdomsradio. På den anden side er det temmelig svært at dokumentere, at et givent program ikke henvender sig til en given målgruppe. Hvis kanalens ledelse siger, at man altså oprigtigt henvender sig til unge - amar halshug! - hvordan modbeviser man så lige det? For lidt indhold om studieboliger, Tinder og gaming? Det bliver en ret interessant og utvivlsomt karakteristisk ophedet debat at følge.
Der er næppe tvivl om, at 24syv for Berlingske er en strategisk smart og i øvrigt konkurrenceforvridende satsning. For offentlige penge kan man opbygge studiekapacitet, produktionserfaring og en potentiel talentfabrik i Pilestræde, hvorfra koncepter og værter utvivsomt vil brede sig til resten af koncernen (både Weekendavisen, BT og Berlingske har eller har haft podcasts, der var direkte videreført fra det gamle Radio24syv, som Berlingske Media også var medejer af).
Mit gæt er, at det offentlige ikke vil fortsætte med at finansiere kanalen, når koncessionsperioden udløber i 2024. Hvilken politiker har lyst til aktivt at sætte sin røv i klaskehøjde ved at argumentere for en forlængelse efter det shitshow, som Loud viste sig at være, medmindre kanalen på 2½ år viser sig at blive en helt gigantisk og mildest talt uventet succes?
Men selv hvis 24syv skulle lukke da, vil der være indhentet erfaring, skabt koncepter og uddannet værter. At Berlingske Media får den mulighed, vil mange utvivlsomt rase over, men i så fald er det Folketinget og Radio- og TV-nævnet, man skal rette sin harme mod. Det er dem, der henholdsvis har givet private aktører 60 millioner om året at lave taleradio for på DAB og godkendt ejerskifteforholdene.
Der er ikke desto mindre en betydelig ironi forbundet med, at en borgerlig koncern bruger offentlige millioner på formodentlig at tilkæmpe sig en markedsmæssig fordel. Og det er det da også, når eksempelvis Kontrast får 1,5 millioner i offentlig opstartsstøtte og bruger dem på, forhåbentlig, at komme et hestehoved foran de konkurrenter, som intet får. Her er jeg så kynisk, at alle de penge, som jeg kan få fingre i til at lave kvalitetsindhold, der flugter med Kontrasts journalistiske ambitioner, dem tager jeg imod, og derfor er det umiddelbart lidt svært at fortænke Anders Krab-Johansen i at gøre det samme på Berlingske. Men det ændrer selvsagt ikke på, at mediestøtte helt banalt og uomgængeligt er en konkurrencefordel, der bliver givet via offentlige midler.
Hvis man, som Mads Brügger på Frihedsbrevet og Asger Juhl på Den Uafhængige, kan lave noget på rene markedsvilkår, er det i allerhøjeste grad prisværdigt. More power to them.
Sammenvævningen af private aktører og offentlige støttemidler på store dele af det danske mediemarked er imidlertid en direkte konsekvens af Danmarks Radios altpåvirkende position på dele af de danske mediemarked, herunder blandt andet, men langtfra kun, taleradio. Selve rationalet bag oprettelsen det oprindelige Radio24syv var at lade private med offentlige penge skabe et hårdt tiltrængt alternativ til DR P1s de facto monopol på taleradio.
Og naturligvis er en skattefinansieret og statsejet aktør med mere end tre årlige milliarder i ryggen landets suverænt mest konkurrenceforvridende medievirksomhed. Med en flig af sit årsbudget kan DR eksempelvis opbygge en podcastproduktion, som direkte konkurrerer med Podimo, Heartbeats og alle andre private, derefter reklamere massivt for produkterne på tværs af egne (også offentligt betalte) platforme for til sidst at forære dem væk kvit og frit, og dermed vænne brugerne til, at dyrt producerede podcasts såmænd ikke er noget, der kræver dankortet op af lommen. Og det er naturligvis blot ét eksempel. Noget så fundamentalt som skreven journalistik på web kunne være et andet.
Hvis man ønsker et mediemarked fri for konkurrenceforvridning for offentlige midler, så er det en ambition, jeg absolut kan mønstre betydelig sympati for. Men hvis man ikke dermed også ønsker et stop for offentlige midler til den suverænt største, mest konkurrenceforvridende og rent skattefinansierede aktør på det danske mediemarked - Danmarks Radio - så er det svært ikke at ane en diskret duft af hykleri.
