Bølger af vold raserede by efter by. En tsunami af krav fik politikerne til at love nye vinde. Så kom der en verdensplage. Og en pest-eller-kolera-præsidentvalgsfinale mellem det yderste højre og det yderste venstre. Men alt åndede fryd og gammen 11. marts 2022.  Friske pust rev i sejlene, og skibsrattet snurrede mod bagbord, da den tidligere studenterleder og nyvalgte señor presidente, 36-årige Gabriel Boric, tog på honeymoon-krydstogt med Chile. 

Når venstreorienterede overtager kommandobroen i et latinamerikansk land, losser de gerne reaktionært arvegods over bord for at give plads til en ny grundlov spækket med sociale rettigheder og andre smukke ting. Den slagplan var allerede søsat. Hen over boven skuede den unge kaptajn sit flagskib, ‘Forfatningskonventionen’. Det havde lagt fra kaj otte måneder inden, overdådigt udsmykket i feminismens, økologismens og oprindelige folks symboler.

Idyllen varede en uge. Siden har begge skuder gynget i en storm af inkompetence, nepotisme og virkelighedsfjern identitetspolitik. Regeringsfregatten driver omkring med sin uerfarne besætning. Revolutionsgalejen, aka Forfatningskonventionen, holder kursen for fuld damp, men har gjort passagererne søsyge.

Klarer den progressive flåde skærene? Eller kuldsejler hele det samfundsomvæltende projekt med mytteri ved stemmeurnerne 4. september?

Vold avler velfærd?
”Chile er vågnet op!” gjaldede dem, der så noget positivt i voldsorgiet antændt 18. oktober 2019. Hovedstadens metrostationer var kun noget af det, der blev brændt ned med en snes dødsofre til følge. Gnisten var 30 pesos (25 øre) mere for billetten, men ”det er ikke bare 30 pesos, det er 30 år”, lød parolen. Siden demokratiets genindførelse i 1990 var samfundet døset hen i neoliberal narkose. Endelig var folket kommet til bevidsthed for at gøre op med markedsfundamentalismen fra militærdiktaturet, lød det begejstret i progressive medier over hele verden.

Chile havde ellers stået i den borgerlige bevidsthed som en slags Latinamerikas Sydkorea, et vækstmirakel drevet af økonomisk frihed og udenlandske investeringer. Præsident Allendes katastrofale regering i 1970-73 havde vaccineret befolkningen mod socialisme og general Pinochets brutale regime i 1973-90 mod autoritarisme.

På den yderste venstrefløj var Chile derimod Sydamerikas Israel (ikke rosende ment). Over alt i verden fejrede de røde derfor oprøret som den fortabte søns hjemkomst. I åbenlys foragt for Chiles demokrati og retsstat romantiserede de fortropperne, som hærgede med slangebøsser og tændvæsker. 

Hvad ilden skånede, blev smurt ind i graffiti. Trafiklys blev smadret. Detailhandlen blev plyndret og lagt i ruiner. Efter en uge var alle udstillingsvinduer erstattet af metal- og spånplader. Ordensmagten blev sat ud af spillet med byger af kasteskyts. Politistationer blev angrebet med brandbomber om natten. Betjentene svarede igen med gummikugler, der skabte øjenskader og martyrer for sagen. 

Aktivister fremmanede et billede af et undertrykkelsesapparat som på Pinochets velmagtsdage. Mobiltelefonvideoer viste hårdhændede anholdelser, men først og fremmest en afsindig aggression fra frygtløse uromagere. Selv hospitaler blev angrebet. Chile måtte med kort varsel opgive værtskabet for COP25-klimakonferencen i december 2019.

De mest massive protester var dog fredelige. Stemningen var ungdommelig med en diffus ideologisk retning. Skilte fordømte privatiseringen af pensioner, uddannelse, sundhed og motorveje. Gabriel Boric var dengang parlamentsmedlem, og han fordømte lovløsheden, men skød hovedskylden på en uanstændig samfundsmodel. Han følte med frustrationen over udbredt magtmisbrug, såkaldt amiguismo, altså fordeling af jobs i statsapparatet som vennetjenester eller som trøstepræmie for at tabe et valg. Sådan ville han i hvert fald ikke regere, nej.

I verdenspressen fortolkedes denne udvikling som en forståelig vrede over økonomisk ulighed. Lige meget hjalp det, at gamle, støvede politikere påpegede deres succeser, ikke kun en mangedobling af økonomien, men også et markant fald i uligheden for hver ny generation.

Ret skal dog være ret. Det var ikke kun de voldsparate venstrefløjsaktivister, der forlangte mere velfærd og mindre marked. Det var folkets vilje.

Nyt Chile grundlægges
Den borgerlige præsident Sebastián Piñera havde en approval rating på 6%. Hvis gadens parlament fik lov at afsætte ham, ville Chile imidlertid miste sin magi og blive til endnu et ustabilt latinamerikansk land. Så i stedet indgik Kongressen 15. november 2019 en bred aftale med tre valgakter på vejen til en ny forfatning. En lovtekst er selvfølgelig ingen tryllestav, der skaffer ressourcer til velfærd, men det kunne være en begyndelse. 

Den nuværende forfatning er længe blevet anset for illegitim, fordi den blev undfanget i 1980 under diktaturet. Oprindeligt gav den mere magt til militæret end til folkestyret. Den er reformeret i demokratisk retning, men kritiseres stadig for at være en ”neoliberal spændetrøje”.

Første afstemning fandt sted med corona-forsinkelse 25. oktober 2020. Der var kun 51% fremmødte, men hele 78% af dem godkendte næste trin, nemlig valget til Forfatningskonventionen, der løb af stablen 15-16. maj 2021. Endnu en gang jublede de progressive, også i Danmark. De 155 indvalgte medlemmer lå lysår til venstre for nogen anden folkevalgt forsamling i Chiles historie. 

Det spillede ind, at 17 sæder var afsat til repræsentanter for ti oprindelige folkeslag, der i gennemsnit kom ind med 2,6 gange færre stemmer end de andre. Desuden var der mange sofavælgere blandt de 22%, der forrige gang havde stemt for at bevare 1980-forfatningen, så deltagelsen røg helt ned på 43%. Hovedårsagen til Konventionens anti-establishment-præg var dog et nationalt anfald af politikerlede. De traditionelle partiers kandidater – dem med erfaring i konsensussøgning – blev droppet til fordel for unge, stridbare aktivister. 

De krævede straks løsladelse af alle ”politiske fanger”, altså voldsmænd og -kvinder fra gadeoptøjerne. Det havde de ikke mandat til, men til gengæld fik de indført et internt reglement med strenge straffe for ytringer, der ”benægter, retfærdiggør eller minimerer” den historiske undertrykkelse af indianerne og andre krænkelser af menneskerettighederne, ikke alene under Pinochet, men også under ”18-O”, kælenavnet for oprøret sluppet løs 18. oktober 2019.  

”Respektable demokratier sætter grænser for ytringsfriheden”, blev det argumenteret. ”Man må jo heller ikke benægte Holocaust i Østrig og Tyskland, vel?” 

Fra Boricmanía til guitar for begyndere
Med Gabriel Borics tiltræden som landets leder så 18-O-revolutionen ud til at være institutionaliseret. Markedernes fald tilskrev Politikens Chile-korrespondent Anne Sørensen ”panikken i Chiles forkælede overklasse”. Den faldt dog til ro igen, da centralbankdirektøren Mario Marcel udnævntes som finansminister med en diskurs om at økonomisk ansvarlighed ”ikke er højreorienteret”. 

Socialdemokrater sluttede sig til regeringskoalitionen, så kommunisternes indflydelse blev udvandet. Boric markerede sig som en mangefarvet progressiv uden forbindelse til de olivengrønne diktaturer i Venezuela, Nicaragua og Cuba. Da han fik overrakt præsidentbåndet, var Chile grebet af Boricmanía. Politiske kommentatorer insisterede dog på en musikalsk metafor: Otra cosa es con guitarra (det er noget andet med guitar). Med andre ord: At man er ung og swinger til de nye toner som luftguitarist i opposition, garanterer ikke vellyd, når man selv skal slå på regeringsførelsens strenge.

Den værste misklang har været mellem myndighedsansvaret for lov og orden og et ambivalent forhold til politisk vold.  Indenrigsminister Izkia Siches forventede således dialogkaffe, da hun besøgte Temucuicui, et terror- og kriminalitetsplaget indiansk lokalsamfund i det sydlige Chile, som ingen politiker nogensinde havde vovet sig ind i. I stedet blev hun mødt af en regn af kugler. Hun søgte tilflugt bag hærdebrede betjente, men undlod at indberette episoden til politiet.

Oppositionen hånede hendes naivitet. Så hun tog revanche i opera-stil med en anklagesang i fortissimo mod den tidligere regering. Dens opreklamerede fly af udviste hårde kriminelle var i virkeligheden kommet retur til Chile med alle passagererne. 

”Tillykke med jeres mørkelægning! Hvis vi havde begået sådan en brøler, ville det have været forsidestof i den borgerlige presse!” intonerede hun højdramatisk og harmdirrende i Kongressen i den bedste sendetid. Men ups. Det hele viste sig bare at være noget, hun havde hørt forkert. Det blev ikke bedre af, hun skød skylden på en erfaren embedskvinde.

De nye, unge herskeres cancel-kultur skurrer også i ørerne på flertallet. Moderne latinamerikanske venstreradikale er godt nok bedre mennesker end Che Guevara, for de har aflagt sig den gamle gardes machismo-leninismo. Til gengæld har de tillagt sig en fanatisk neopuritanisme. Feminister jog Fernando Monsalve fra sin bestilling som regional miljøchef og tryllede ham om til en angrende, bævrende gople, der tilstod sit kvindehad, fordi han for ti år siden på Facebook havde skrevet ”alle kvinderne her på strandpromenaden er dejlige” med et foto af en feminin bagdel i shorts. 

Senest gik Aníbal Navarrete glip af en post som lokal uddannelsesboss. At han havde retfærdiggjort hærværket mod metroen, var no problemo. Men han røg ud på røv og albuer i evig vanære over nogle 10 år gamle bøssevittigheder, der blev gravet op fra Twitter. De var ikke specielt grove, men heller ikke morsomme.

Med tanke på præsidentens valgløfte om at afskaffe nepotisme har pressen gransket de talrige politiske udnævnelser til ambassader og myndighedsorganer. Der må være sat rekord i antallet af pinligt ukvalificerede familiemedlemmer og venner til magtmennesker i politik og medier. Blandt de udnævnte til de 400 højeste poster har godt en tredjedel for nyligt tabt et valg.

En uge efter indsættelsen var der 50% for og blot 20% imod præsidentens embedsførelse. I den seneste måling er de tal ændret til 35% for og 53% imod.

Forfatningskonventionen som politisk vækkeur
”Chile er en demokratisk og social retsstat. Den er plurinational, tværkulturel og økologisk.” 

Med disse bevingede ord starter forslaget til en ny forfatning. Der mangler en sidste gennemgang med mindre justeringer for eventuelle selvmodsigelser, så den endelige udgave foreligger først 4. juli. Det overordnede billede står dog klart: Politisering af retsvæsenet og massiv statsliggørelse, ikke kun af velfærdsydelser, men også af erhvervslivet. At alle paragraffer skal godkendes af to tredjedele, har begrænset radikalismen, men ikke meget. 

Hvor den gældende forfatning er en neoliberal spændetrøje, skal den nye være et venstreradikalt kyskhedsbælte. Med en nøgle til at dyrke den ægte kærlighed til feminismen, naturen og oprindelige folk, men ikke til noget hanky-panky med den vulgære kapitalisme.

Befolkningens godkendelse blev længe anset for en formsag. Det lå i luften, at opbakningen på 78% i den såkaldte indgangsafstemning 25. oktober 2020 umuligt kunne ryge under 50% ved udgangsafstemningen 4. september 2022. Men nu viser en måling, at kun 37% har til hensigt at stemme ja, 46% vil stemme nej, og 17% har ikke bestemt sig endnu. Blot 59% af ja-sigerne er sikre i deres sag, hvor 73% af nej-sigerne er det.  Mens højrefløjen holder lidt lav profil, er politikere fra centrum og lidt til venstre – såsom ekspræsident Ricardo Lagos – begyndt at udtrykke deres skuffelse over Konventionens makværk.

Lidt drilsk kan man sige, at ”Chile er vågnet op”. Og næppe falder i søvn i løbet af de næste måneder, eftersom det politiske vækkeur kommer til at kime og kime, mens den nye forfatnings præcise indhold fylder den offentlige debat indtil 4. september.

Stor skydeskive
”Der er tusind grunde til at sige nej”, lød demokraternes budskab op til folkeafstemningen i 1988, der blev starten på afslutningen af Pinochets diktatur. De ord er taget op igen. At den nye forfatning bliver et digert værk – flere gange længere end den gamle – gør den til en endnu større skydeskive for nej-kampagnen.

Folk med fast ejendom vil få mindre sikkerhed for behørig erstatning ved ekspropriation.  Lønmodtagere, der bruger de obligatoriske 7% på en privat sygesikring, vil blive tvunget ind i den offentlige med lange ventetider – eller til at betale to gange. Det er samme princip som i Danmark, men Chiles BNP per indbygger er stadig fire gange mindre, og det skatteyderfinansierede sundhedsvæsen bliver ikke automatisk bedre af, at den nye forfatning højstemt fastslår ”retten til sundhed”. 

Med Chiles økonomiske fremgang er ukontrolleret indvandring blevet til en stor bekymring, især for arbejderklassen, og det bliver der næppe lagt låg på, blot fordi den nye forfatning siger at: ”Alle har ret til at migrere til og fra Chile”.

De mange chilenere, der lever af minedrift, må frygte for konsekvenserne af en total nationalisering. For venstrefløjen er undergrunden et skatkammer, det gælder om at holde udlændinge og kapitalister væk fra. Men det kræver gigantiske og yderst risikable investeringer at finde og udvinde råstofferne. Det vil staten næppe kunne præstere i samme omfang. Branchen vil snarere gå i forfald, som det kan opleves i nabolandet Argentina.

Statskyndige frygter, at afskaffelsen af Senatet vil tippe magtbalancen for meget til præsidentens fordel, mens traditionalister begræder, at det bryder med 200 års republikansk historie. Jurister er alarmerede over oprettelsen af et politiker-styret ”Justitsråd” med uanede muligheder for at intimidere dommere, der ikke længere bare skal dømme efter loven, men også efter kønsperspektivet og princippet om intersektionalitet som tværgående i hele statens virke. 

Og så skal hvert af de oprindelige folk have sit eget retsvæsen. Ingen aner, hvad det indebærer, men det lugter af en opskrift på ulighed for loven og måske endda potentielt på at gøre autoritært indstillede indianske ledere til en slags lensherrer i autonome territorier.

At den nye forfatning beskytter seksuelle mindretal og alternative familieformer, afskrækker derimod få. Det er ikke mange år siden, den katolske kirke havde stor magt i Chile, hvor skilsmisse først blev lovliggjort i 2004. Tidsånden og pædofiliskandalerne har trængt den gevaldigt i defensiven. Ikke desto mindre kan en forfatningsparagraf om fri abort meget vel barbere adskillige procentpoints af ja-sidens opbakning. Dogmet om, at livet starter ved undfangelsen, er nemlig ikke kun kirkeligt. Det er lige så meget folkeligt og kulturelt. 

Men det allermest urovækkende for det store flertal er nok ét ord allerede i første linje, nemlig ”plurinational”. ”Hvad betyder det?” spørges der ængsteligt.

Kønskvoter og raceadskillelse
Kvinder og mænd var sikret samme repræsentation i Forfatningskonventionen. Det gik nu ikke, som feministerne havde forudset. For at skabe ligelig kønsbalance måtte otte kvinder vige pladsen til otte mænd med færre stemmer. Det system vil de indvalgte mænd og kvinder have til at gælde fremover ved valg til samtlige offentlige organer, fra Kongressen til kommunalrådene. 

Der er dog intet til hinder for, at mænd stemmer på kvinder og vice versa. Det står i modsætning til de ”reserverede sæder” for oprindelige folk. Her er det plurinationale koncept, at man kun stemmer på kandidater af ens egen etnicitet, ens egen ”nation”.  For eksempel skal ét fast parlamentsmedlem gå til dem af ”afrikansk afstamning”. Det drejer sig ikke om cirka 200.000 sorte, der i det sidste årti er indvandret fra Haiti, men om et par tusinde personer med en brøkdel af afrikansk blod fra kolonitidens slaver.

Tilhængerne sammenligner systemet med maoriernes særstatus i New Zealands parlament, men den chilenske ordning bliver langt mere gennemgribende. Der ligger også en selvmodsigelse i, at oprindelige folk skal have autonomi til at regere sig selv, men samtidig være overrepræsenterede på nationalt plan. Og så skal staten opkøbe og ”tilbagelevere” jord til hele 12 folkeslag, hvoraf mange i dag er assimileret i flertalskulturen. Det gælder for eksempel Selknam-nationen. Den ansås egentlig for at være uddød, men siges nu at tælle et par hundrede borgere, der vil kunne lægge krav på hele sydspidsen af Chile.

Politikere kan måske presses til at støtte det af angst for at blive anklaget for racisme, men ikke menige chilenere, der selv har masser af indiansk blod i årerne, og ikke føler sig tynget af nogen historisk gæld. De kan nok overtales til en vis udvidelse af oprindelig folks territorier og til symbolske tiltag, såsom at gøre mapuche-folkets smukke, sindrige mapudungún til officielt sprog, i et spinkelt håb om det ikke uddør. Men et raceadskilt og privilegie-befængt retsvæsen og valgsystem bliver svært at sælge til de brede masser.

En ommer
”Almindelige mennesker er ikke optaget af kønsperspektivet og indianernes kosmosvision,” kommenterer den socialdemokratiske politiker og sociolog Pepe Auth de seneste opinionsundersøgelser. ”Deres fire største bekymringer er kriminalitet, inflation, indvandring og pensioner. Det er der, hvor Boric er mest ude af trit med folkestemningen, og hvor hans koalition har sværest ved at blive enig. Så det er et paradoks. En regering, der skulle stå for strukturelle forandringer, virker allerede, som om den mangler en dagsorden.”

Dens forfatningsflagskib flyder dog videre derudad. Hvis det går ned med mus og mand, bliver der brug for redningsbåde i form af alternativer. Der er stadig 78%, der ønsker en mere legitim forfatning end den nuværende, så et nej 4. september betyder, at processen skal starte forfra, ikke at den er aflyst. Hvad kan man lære af det, der gik galt, til næste forsøg? Selveste præsidentens moder beklagede manglen på ”juridisk sagkundskab” i konventionen. 

Det var sønnike ikke enig i, men hvis han vil lytte til sit land, bør han lytte til sin mor. Ifølge en meningsmåling vil 59% af chilenerne hellere have et hold juridiske eksperter end politikere og aktivister til at skrive den nye forfatning. Det kan være værd at udforske, selv om de store beslutninger under alle omstændigheder bliver politiske og ikke tekniske. 

Kaptajn Boric og hans unge besætning må lære at spille bedre guitar og styre mod lettere, mere nærliggende destinationer, hvis chilenerne skal komme tørskindet i land efter den firårige periode. Ingen forventer en glat sejlads. Vejret er omskifteligt over det chilenske folkedyb, og kun en tåbe frygter ikke havet.

*

Rasmus Sønderriis er dansk-chilensk journalist, også specialiseret i Etiopien, og forfatter til den syrede komedie Fifty Shades of Woke.