Analyse

Debatten om covid-19 viser, at vi lever i offerets tidsalder

Hvor besættelsestiden illustrerer heroismens socialpsykologi, så er covid-19 blevet en fortælling om offergørelsens socialpsykologi, hvor det accepteres, at selv ekstremt privilegerede mennesker først og fremmest er ofre.
Henrik Dahl Foto: Folketinget.dk

Udgivet 14.3.21

Man skal hverken spøge med besættelsen eller med covid-19-epidemien. Derfor er de følgende betragtninger skrevet i den dybeste alvor. Og med den største ærbødighed i forhold til de ofre, begge perioder var årsag til.

Man skal også være forsigtig med at sammenligne en væbnet konflikt med en form for naturkatastrofe. Det er ganske irrelevant i de fleste dimensioner. Min sammenligning går udelukkende på, at der er tale om afgrænsede perioder, hvor der i en løst defineret betydning af udtrykket hersker en form for undtagelsestilstand. Og hvordan vi – undskyld udtrykket – italesætter dette.

Det, der i denne forbindelse interesserer mig, er forskellen på heroismens socialpsykologi og offergørelsens socialpsykologi.

Hvordan livet var under besættelsen, kan jeg af gode grunde ikke vide noget om. Jeg blev først født, 15 år efter den var forbi.

Men der er ikke nogen tvivl om, at italesættelsen efter krigen var domineret af et heroisk narrativ. Selvom fx Hans Scherfig efter bedste evne (og den var stor) forsøgte at male et andet billede frem i romanen Frydenholm.

Selvfølgelig var soldaterne, der nedkæmpede Tyskland, i alle fremstillinger helte. Det var modstandsfolkene i Danmark også. Ligesom krigssejlerne efterhånden blev det. Men i de fleste fremstillinger, jeg har set og læst, blev hjemmefronten også forstået i en heroisk optik (deraf selvfølgelig udtrykket 'hjemmefronten'). Man måtte tage modgangen, der fulgte af krig og besættelse, med oprejst pande. Ikke klynke og jamre, når der var så mange andre, der havde det langt værre.

Italesættelsen af covid-19-epidemien har været mere blandet. I mange lande er sundhedspersonalet blevet fremstillet som helte – fuldt ud fortjent. Men for så vidt angår 'hjemmefronten', der har måttet holde ud og yde sit for, at antallet af syge og døde ikke skulle blive for voldsomt, er der ofte blevet bragt et offer-narrativ i spil.

Det vil sige: Fokus har ofte været på, hvor hårdt og til dels uretfærdigt det er, at man som borger er blevet afkrævet en vis indsats for at beskytte de svageste i samfundet mod at blive alvorligt syge eller dø.

Mange historier

Det kan godt være, man ikke tænker så meget på dette forhold i det daglige. Men så kan man prøve at overføre vore dages covid-19-vinkling til besættelsen. Det ville fx have resulteret i rigtig mange historier om, hvor hårdt det var at være mor til eller kæreste med en modstandsmand. ”Det kan godt være, at det er ubehageligt at sidde i Vestre Fængsel og afvente sin henrettelse. Men det er man i modsætning til kvinderne derhjemme lidt selv ude om". Sådanne historier havde der uden tvivl været mange af i Politiken.

En hel del eksperter ville også have skrevet vidt og bredt om, hvorvidt danskerne nogensinde kunne komme sig over deres oplevelser. ”Børn og unge på X-vej i Y-by grebet af angst over, at politimanden i nr. 23 er blevet arresteret af Gestapo og sendt til en KZ-lejr i Tyskland” (for yngre læsere kan jeg berette, at datidens forståelse primært kredsede om, at det ikke var særlig rart at sidde i Neuengamme, eller rimeligt, at det overhovedet var kommet dertil).

Der ville have været enormt mange historier, hvor forskellige grupper i det danske samfund gav hinanden skylden for krigen og besættelsen. Og tilsvarende få om, at ”the root cause” til dagligdagens fortrædeligheder faktisk ikke havde det mindste med Danmark og danskerne at gøre.

Hvis Facebook havde eksisteret under besættelsen, havde der uden tvivl været små, skøre grupper, som i fuld alvor diskuterede, hvad i alverden der dog kunne ske, hvis man bare hev mørklægningsgardinerne ned. Der er jo næsten ingen danskere, der dør af tyske skudhuller i kroppen. Og hvis de endelig dør, er det med tyske skudhuller i kroppen, snarere end af dem.

En kontrafaktisk øvelse

Endelig ville der naturligvis have været en endeløs jammer over, at kaffen var tynd, og smørret skrabet, uden særlig meget sætten-i-perspektiv af, at der faktisk var temmelig fredeligt i Danmark i sammenligning med en række andre lande i Europa. ”En hel generation tabt til tynd kaffe. Kan den nogensinde rejse sig?”, havde det med variationer heddet i avisernes ledere.

Alt dette er naturligvis en kontrafaktisk øvelse: Hvad nu, hvis aviserne havde dækket besættelsen sådan, som de dækker covid-19?

Tag ikke fejl: Jeg synes, covid-19 er noget bras, og jeg har den største medfølelse med familierne til de afdøde og med dem, der døjer med sygdom og eftervirkninger. Ligesom jeg har en kæmpestor medfølelse med alle dem, der har måttet lide økonomiske eller andre afsavn under epidemien.

Men jeg har altid haft en livlig fantasi. Og jeg kan simpelthen ikke lade være med at forestille mig, hvordan covid-19 havde lydt i besættelsestidens toneart. Eller hvordan besættelsen havde lydt i covid-19’s toneart.

Vi lever i offerets tidsalder. Hvor det accepteres, at selv kongelige og ekstremt privilegerede mennesker først og fremmest er ofre. Og hvor det derfor også accepteres, at vi efterhånden aldrig taler om de knap 2.400 døde af covid-19, eller de over 12.000, der har været så syge, at de måtte en tur på hospitalet og for en dels vedkommende stadig kæmper med senfølger. Fordi det bare er så meget hårdere og mere uretfærdigt at slippe for sygdom og død og blive påtvunget en vis hensyntagen, end det er at være død eller alvorligt syg med risiko for langvarige mén.

Indlægget er også bragt på Facebook.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter