Dette er andet indlæg fra Jørn Boisen om Frankrig og præsidentvalget 10. og 24. april. Første del, som havde fokus på højrefløjen, kan læses her: Lov og uorden – hvad sker der med det borgerlige Frankrig?
Tallene taler for sig selv. Her kort før første runde af det franske præsidentvalg 10. april står den samlede venstrefløj til godt en fjerdedel af stemmerne og er uden chancer for at få en kandidat valgt. Helt galt ser det ud for venstrefløjens gamle flagskib, socialistpartiet PS, der for bare ti år siden sad på både præsidentposten og et absolut flertal i Nationalforsamlingen. Men ved valget i 2017 mistede partiet 90 % af sine pladser i Nationalforsamlingen, og i dag står partiets kandidat, overborgmester i Paris Anne Hidalgo, til 2 % af stemmerne.
Frankrig hælder naturligt mod højre, så for at forstå, hvor enorm denne nedsmeltning er, bliver det nødvendigt at se lidt på forhistorien. I 1981 skete det, som alle på den franske venstrefløj havde troet umuligt: En socialist blev valgt til præsident. Frankrigs særlige valgsystem – flertalsvalg i to runder – og venstrefløjens interne splittelse mellem socialister og kommunister havde gjort det til noget nær en umulighed at få valgt en præsident til venstre for midten.
Men François Mitterrand, der er det nærmeste, som man i moderne fransk politik kommer på Machiavelli, havde gjort det umulige ved at indgå en alliance med kommunisterne og slå en splittet højrefløj. Mitterrand sad som præsident i 14 fulde år, og socialistpartiet blev i de følgende årtier et lige så konsolideret og magtvant parti som gaullistpartiet. Franske valg svingede med samme forudsigelighed som en vinduesvisker mellem gaullister og socialister.
Dette de facto-topartisystem, hvor de samme mennesker skiftedes til at have magten, gjorde fransk politik til en udvidet fætter-kusinefest og fremelskede en ikke særlig sund politisk kultur. Allerede fra 1980’erne var vælgernes frustration begyndt at stige, men stemmerne endte alligevel med at blive kanaliseret mod de to partier til sidst. I 2017 havde franskmændene haft tre præsidenter, der ikke havde været i stand til at lede landet ordentligt: Chirac, Sarkozy og Hollande. Sidstnævnte var endt med en opbakning på under 10 %, og helt ekstraordinært opgav han at genopstille.
Ved det valg, som Macron endte med at vinde, fik den socialistiske kandidat Benoît Hamon lidt over 6 %, og det yderste venstre næsten 20 %. Allerede dengang lå den samlede venstrefløj et sted mellem 25 og 28 % af stemmerne, altså stort set det samme som Macron. Det logiske spørgsmål er naturligvis: Hvorfor gentager de ikke Mitterrands manøvre, forener sig og slår en højrefløj, der er splittet mellem Macrons centrister og det yderste højre?
Svaret er, at det har de allerede forsøgt. En gruppe venstreorienterede gik sammen og organiserede et primærvalg – la primaire populaire – for at finde en kandidat, som alle til venstre kunne samles om. Problemet var bare, at ingen af de stærke kandidater – Jean-Luc Mélenchon, Anne Hidalgo, Yannick Jadot – ville være med, men alligevel blev sat på stemmesedlen, og at andre, som gerne ville være med, ikke fik lov.
Det mislykkede initiativ afslører, hvad problemet er. Ingen ved, hvem lederen er, og hvad projektet skal være. Mélenchon synes, at han skal lede, for han har flest vælgere. Anne Hidalgo mener, at det skal være hende, fordi hun repræsenterer det engang så magtfulde PS. Yannick Jadot mener, at det skal være ham, for økologien er fremtidens projekt. Dertil kommer stærke personlige modsætninger: Ingen af de andre kan holde Mélenchon ud, og han foragter dem. Ikke den bedste basis for en stabil alliance.
Lige så slemt er, at venstrefløjen ikke er enig om andet, end at man er til venstre og ikke kan lide Macron. Der er ikke enighed om et eneste af de store spørgsmål. Skal man gøre en ende på kapitalismen? Hvordan skal Frankrig forholde sig til omverdenen, NATO, EU, den tredje verden? Hvilket samfund vil man have: multikulturalisme eller den universalisme, der var den franske venstrefløjs traditionelle position? Hvordan skal den grønne omstilling gennemføres?
Der er ikke enighed om noget af dette. Den klassiske franske venstrefløj med en stærk social, verdslig og universalistisk dagsorden inkarneres nu af kommunistpartiets Fabien Roussel (4 %), der har rørt mange borgerlige kommentatorer til tårer over, at der stadig findes rigtige venstreorienterede. Mélenchon (15 %) er nationalpopulist, og den eneste forskel fra Le Pen er egentlig bare, at han har omfavnet identitetspolitikken og multikulturalismen. Hans program er useriøst, som kun en sand populist kan være det, men han er en uhyre effektiv debattør, og han har tonsvis af karisma.
Yannick Jadot (6 %) er det grønne håb. Han er en dygtig og anstændig politiker, men han er hæmmet af, at han står i spidsen for et parti med en høj frekvens af fantaster og galninge. De Grønne i Frankrig opfattes ikke som et regeringsdueligt parti, men nogen, som man stemmer på til ubetydelige valg (Europa-Parlamentet) for at vise sin utilfredshed.
Anne Hidalgo (2 %) er som sagt dead woman walking. Hendes profil er grøn, multikulturalistisk og en anelse woke. Hun er som sådan det perfekte eksempel på de storbybaserede, vegansk caffelattedrikkende overklassesocialister og det, som PS ikke har forstået; nemlig at der stadig er mange franskmænd, for hvem det ikke er vigtigt at redde verden ved at foretage det rigtige menuvalg på hundedyre restauranter, men som til gengæld er rigtig nervøse for deres købekraft, job og pension.
Det er faktisk præcis de franskmænd, som i gamle dage stemte på det socialistparti, der i dag er blevet for fint til at tage deres bekymringer alvorligt, men som til gengæld synes, at de har mange problematiske holdninger til miljø og indvandring. De arbejdere, der før stemte på PS, har for længst migreret til Le Pen, der ikke føler sig hævet over deres trivielle materielle problemer.
Hvad skal venstrefløjen gøre?
Man kunne straks formulere et program, som kunne nyde bred opbakning til venstre i Frankrig.
Forsvar for retsstaten
Forsvar for velfærdsstaten
Universalisme som samfundsmodel
Ansvarliggørelse af virksomheder og borgere i den grønne omstilling
International multilateralisme
Dette program har blot et enkelt problem: Det er Macrons program. Venstrefløjens vælgere er nemlig ikke kun sivet til Le Pen. 40 % af de vælgere, der stemte Hollande i 2012, stemmer i dag Macron.
Der er altså stadig efterskælv efter den store jordrystelse i fransk politik i 2017, og indtil videre har landskabet lagt sig i tre formationer. På midten synes Macron at have suget alle moderate kræfter til sig. Det efterlader en stor gruppe på det yderste højre og en lidt mindre gruppe på det yderste venstre.
Afstanden mellem Macron og de to ekstremer er enorm. Til gengæld er afstanden mellem ekstremerne ikke så stor længere, og de er forenet i hadet til Macron og det politiske establishment. Normalt er der altid flest på midten, men Frankrig er stadig mere polariseret, og ekstremerne vejer samlet lige så meget som centrum.
Det er den enorme risiko ved dette valg: Hvis ekstremerne stemmer sammen i valgets anden runde, taber Macron.
Det bliver en gyser.
