Israel har involveret sig i en konflikt i Syrien. Det drusiske mindretal i det sydlige Syrien er i væbnet kamp med det beduinske mindretal, som opildnes og støttes af det nye regime i Damaskus. Israel støtter druserne aktivt, bomber syriske militære mål, evakuerer drusiske sårede til hospitaler i Israel, og har en del landtropper og specialstyrker indsat i området.

Druserne har været trængt, og mange er blevet dræbt enten af bevæbnede beduin-militser eller af styrets egne soldater, som på trods af forsikringer om det modsatte, tager aktivt del i kampene mod druserne.

Man kan spørge sig selv, hvorfor Israel vælger at stikke hånden ned i det hvepsebo, som Syrien har været siden borgerkrigen brød ud i 2011? Har landets militære styrker ikke allerede hænderne fulde?

Svarene ligger som så ofte i fortiden og i de mennesker, som har levet og skabt den.

Hvilket folk er druserne?
Druserne har deres egen religion. Det særlige ved den er, at ingen udover få ypperstepræster ved, hvad religionen går ud på. Den er hemmelig. Religionen blev udviklet i begyndelsen af 1000-tallet i Egypten under det fatimidiske kalifat.

Den udsprang af ismailitisk shiaislam, men er i dag meget forskellig og betragtes som en selvstændig religion. Druserne tror på én transcendent Gud og på reinkarnation, hvor sjælen vandrer fra krop til krop efter døden.

De anerkender en række profeter – herunder Moses, Jesus, Muhammed og græske filosoffer som Platon – men tillægger særlig betydning til den fatimidiske kalif al-Hakim bi-Amr Allah, som de anser for en manifestation af det guddommelige.

Religionen er lukket for omvendelse; man kan kun være druser ved fødsel. At læse deres hellige tekster er forbeholdt et indviet præsteskab kaldet uqqal, mens den brede befolkning – juhhal – følger religiøse normer uden adgang til de esoteriske tekster.

Spredt ud over tre lande
Druserne lægger vægt på loyalitet, ære, ærlighed og samfundsorden, og de har tradition for at være loyale over for den stat, de lever i. I dag findes de primært i Libanon, Syrien og Israel.

De fleste drusere bor i Syrien, hvor man, selvom en del er udvandret i løbet af borgerkrigen, regner med, at der lever cirka 700.000 fortrinsvis i det sydlige Syrien i Suwayda-provinsen. Det er også der, kampene foregår i disse uger.

I det sydlige Libanon bor der omkring 300.000 drusere og i det nordlige Israel i grænseegnene mod Libanon og Syrien cirka 160.000.

Det drusiske samfund er et klassisk klan-samfund, hvor hver klan har sit eget overhoved og sine egne præster. Klanerne kan sjældent enes om ret meget, og i Syrien, hvor der er tre hovedklaner, er man nu splittet i to fraktioner.

 Men der eksisterer en loyalitet mellem klanerne, når man bliver angrebet ude fra, og det er deri, at man finder forklaringen på Israels involvering i konflikten mellem drusere på den ene side og beduiner og regimet i Damaskus på den anden.

Altid været loyale overfor staten Israel
I modsætning til andre arabiske grupper, som bor i Israel, har druserne i Israel altid været loyale overfor staten, og mange af dem melder sig frivilligt til at aftjene værnepligt i den israelske hær. Arabere, som er statsborgere i Israel, er ellers undtaget fra militærtjeneste.

Det er den loyalitet til Israel, som druserne nu forventer, at den israelske stat gengælder, når de israelske druseres trosfæller bliver angrebet – og i mange tilfælde direkte massakreret – i Syrien.

Og der står meget på spil for Israel. For det første er drusernes loyalitet en vigtig komponent i grænseegnene. De hjælper til at forhindre infiltration af terrorister over grænserne fra Syrien og Libanon.

For det andet, er druserne på grund af deres loyalitet gennem så mange år populære i den israelske befolkning, som ellers kun oplever fjendskab fra araberne. Druserne er relativt højt uddannede og bestrider høje administrative stillinger i den nordlige region, og der er blandt dem også mange fremtrædende erhvervsfolk.

For det tredje er der en strategisk fordel for Israel i at knytte druserne i Syrien til sig, som en buffer mod et utilregneligt styre i Damaskus, som i bund og grund er Al-Qaeda i jakkesæt. Israel stoler ikke på det nye regime i Syrien og vil ikke forlade sig på løfter fra de tidligere Al-Qaeda krigere om, at de er blevet både demokratiske og moderate.

Hvem er så beduinerne i Syrien, som angriber druserne?
Vores noget romantiske billede af beduiner, som stolte arabiske ørkenkrigere, der rider på kameler, har vi fra historien om Lawrence of Arabia, der samlede beduinstammerne i 1. Verdenskrig til at gå imod tyrkerne. Men det passer så langt fra på de beduinstammer, der i dag bor i Syrien.

Det passer heller ikke på beduierne i Ægypten i Sinaiørkenen eller på beduinerne i Negevørkenen i Israel, men det er en anden historie.

Det lykkedes ved fælles hjælp beduinerne og englænderne at smide tyrkerne ud af Arabien, og som betaling, sikrede stormagten England, at beduinstammerne fik selvstændige stater i området. Saudi-Arabien er den største. Jordan er en aflægger af det samme dynasti, som englænderne også oprettede et kongedømme til, og senere kom Emiraterne, Kuwait, Bahrain og Qatar – alle lande opstået på ryggen af det britiske imperiums afvikling, og alle lande, hvor den dominerende beduinstamme har sat sig på magten.

Med de enorme indtægter fra olie og gas, som siden er strømmet ind, har beduinkongedømmerne vedligeholdt og udviklet en national bevidsthed tæt knyttet til romantiseringen af den ’stolte beduin-kriger’. Lige bortset fra Kongedømmet Jordan, hvor befolkningens flertal udgøres af andre arabere, som i stort tal identificerer sig som palæstinensere.

Franskmændene så ikke nogen ’stolthed’ i beduiner
For beduinerne i Syrien gik det meget anderledes. Det syriske område kom under fransk kontrol efter Første Verdenskrig, og franskmændene skyldte ikke noget til beduinerne. Frankrig satsede på alawitterne (de senere magthavere med Assad-familien) og på druserne. Beduinerne blev marginaliseret, og det er de stadigvæk.

I Syrien er det finere at være by-araber end land-araber, og nederst på den sociale status rangorden finder man de nomadiske og pastorale beduiner. De er dårligt uddannede, fattigere end andre grupper og ejer sjældent den jord, de bor på.

Da borgerkrigen brød ud, og Syrien blev inficeret af forskellige islamiske militser, allierede beduinerne sig med Islamisk Stat. Salafismen, som prædikes af Al-Qaeda og Islamisk Stat, ligger tæt på den sunni-islam, som beduinerne dyrker, men uden den ultimative nådesløshed, som kendetegner Islamisk Stat.

Druserne på deres side har en tradition for at være loyale støtter af styret i det land, de bor i. Sådan er det i Israel, i Libanon og også i Syrien.

Beduinerne satsede på den forkerte hest
Så druserne bekæmpede islamisk stat – blandt andet sammen med Assad-styret, men også i kompagniskab med vestlige styrker i landet. I den kamp gik det også ud over beduinerne, som havde satset på den forkerte hest.

Det skabte meget ondt blod mellem de drusiske klaner og de beduinske stammer. Rigtig mange af deres unge mænd mistede livet i de år, hvor islamisk stat var aktive i Syrien.

I et klansamfund, hvor stolthed, ære, hævn betyder meget, var det derfor forudsigeligt, at da Assad-regimet faldt i Damaskus, og de tidligere Al-Qaeda folk rykkede ind i paladserne og på kasernerne, at så skulle der betales tilbage.

Al-Qaeda folkene gik først målrettet efter alawitterne – den gamle elite og dernæst efter druserne – elitens hjælpsomme håndlangere. Og til det beskidte arbejde mobiliserede de beduinerne med løfte om at hæve dem op fra bunden af det sociale hierarki i det nye Syrien og give dem en plads i samfundet, som de selv synes, de fortjener.

Det går ikke over
Dette er ikke en konflikt, som hverken USA eller FN eller andre kan løse. Det er en evighedskonflikt, som fortsætter. I perioder på lavere blus i andre perioder, vil den slå ud i lys lue, som vi oplever det i disse uger.

Det ligger i den arabiske kultur og i islam som religion og ideologi, at stolthed, ære og hævn trumfer de pragmatiske løsninger baseret på let-live-and-let-live. Og de nye magthavere i Damaskus er deres jakkesæt og påtagne gode manerer til trods, en flok sunni-muslimske fundamentalister, som betragter druserne som vantro og frafaldne (murtaddin).

Løsningen for druserne ligger i at søge at opnå autonomi for den provins, de bor i, i det sydlige Syrien. En autonomi, som de vil have israelsk militærbeskyttelse til at garantere. Det er ikke en ordning, som det nye styre i Damaskus kan acceptere. Af to grunde. For det første, fordi det vil føre til, at mange andre grupper vil kræve den samme form for autonomi. Blandt andre kurderne i nord, som kontrollerer en stor portion af Syriens territorium.

Teologisk umuligt
For det andet – og det er mindst lige så vigtigt – islam forbyder at afgive jord, som én gang har været under islamisk kontrol. Og man kan slet ikke forsvare teologisk, hvis de frafaldne og vantro drusere får råderet over islamisk jord. Og endnu være bliver det, hvis det er Israel, der de facto kontrollerer området og beskytter drusernes autonomi.

Så held og lykke til USA, FN, EU eller hvem som helst, som vil forsøge sig med mægling. Det bliver op ad bakke. Man kan i den del af verden komme langt med bestikkelse, og penge fra EU og våben fra USA kan formentlig holde konflikten nede på et acceptabelt niveau.

Men den vil ikke gå væk før den islamiske vækkelse afløses af en mellemøstlig renæssance baseret på oplysningstidens ideer.

Og det har altså lange udsigter.