Analyse

Jesper Kraft: Er vi wokay?

The Great Awokening er over os. Den stakkels rematerialiserede buste af Kong Frederik V fra Kunstakademiets festsal er næppe det sidste offer i det store identitetspolitiske slagsmål, der både har potentiale til at blive borgerlighedens frelsende engel og ende i total afmagt.
Foto: James Eades, Unsplash
Foto: James Eades, Unsplash

Udgivet 04.12.20

Julen nærmer sig, og den bedste gave under træet i år kan meget vel være fra Pfizer, Moderna eller AstraZeneca. Vaccinehjælpen er på vej, og det er i sandhed et glædeligt budskab, medmindre man er leverandør af virtuelle mødeløsninger, medieglad epidemiolog eller grydelågsdemonstrant. 

Der er med andre ord lys for enden af tunnelen, der dog stadig kan vise sig at være en overordentlig lang tunnel. Antallet af smittede sætter igen nye rekorder, og hvordan kombinationen af epidemi, vintermåneder og julekrammere til de gamle spænder af, vil tiden vise. Men håbet lever, selvom bedstemor måske dør, og der kommer heldigvis en dag, hvor vi vender tilbage til en post-corona normalitet.   

Måske var det den, befolkningen fik en lille forsmag på for et par uger siden, da et ekstremistisk forbryderkollektiv af studerende og ansatte på Kunstakademiet stjal en buste af akademiets grundlægger, Kong Frederik V, for at smide den i havnen i protest over den danske slavehandel. Eller slaveriets atrocity, som forbryderkollektivets forperson, bortvist institutleder og omvandrende parodi på en kunstnertype, Katrine Dirckinck-Holmfeld, formulerede det i en optræden i Deadline, der var mindst lige så tragisk, som den var komisk.

De borgerliges store håb

Frederik V’s hærværkshavnebad er tilsyneladende kun toppen af isbjerget, når det kommer til identitetspolitikkens hærgen på Kunstakademiet. Situationen er så grel, at kulturminister Joy Mogensen (S) momentant har sat yndlingsalbummet Absolute Music 2 på pause for at kræve en redegørelse fra akademiets ledelse. Og selvom det kan være sjovt at tale om, at Dirckinck-Holmfeld ikke kan udtale ordet buste korrekt, og at ordet happening ikke på magisk vis gør hærværk lovligt, er sagen politisk interessant i et større perspektiv. Den er nemlig efter alt at dømme et forvarsel om det næste store kapitel i den danske værdipolitik.

Det er næppe noget tilfælde, at vi kan skubbe en epidemi til side for at diskutere, om en ispind må hedde en Kæmpe Eskimo, om hvide mennesker skal gå bagerst i en demonstration mod racisme, om filmstøtte skal afhænge af antallet af ikke-etnisk danske medarbejdere på et filmprojekt, og om kvinder og mænd (det er jo 2020), der menstruerer, skal have ekstra fridage.

Der er energi i identitetspolitikken, og potentialet for konflikt er næsten uudtømmeligt. Samtidig er trangen til at opdele befolkningen i mennesker med de rigtige og de forkerte holdninger uimodståelig for fortroppen i The Great Awokening, og hvis man synes, at man har set det hele før, er det fordi, det næsten følger samme mønster som udlændingepolitikken gjorde i sin tid. 

Derfor repræsenterer identitetspolitikken for nogle borgerlige Det Store Håb. Flertallet i befolkningen er med garanti milevidt fra denne verdens Katrine Dirckinck-Holmfeld’er, Henrik Marstal’er og Bwayla Sørensen’er. Og hvis venstrefløjen igen får placeret sig på den forkerte side af det store flertal i befolkningen, kan det genskabe den værdipolitiske fordel for blå blok, som udlændingepolitikken udgjorde, før Mette Frederiksen blev formand for Socialdemokratiet.  

Ingen frelsende engel

Små tegn tyder på, at der kan være tale om mere end blot et stort håb. Hos en ny generations aktivister på venstrefløjen fylder klasse mindre, og identitet mere, og deres tanker vil naturligt blive mere dominerende med tiden. Og allerede nu har et parti som Enhedslisten bevæget sig fra Pelle Dragsteds meget hårde afvisning af identitetspolitik for et par år siden som ”marginale nichefænomener” og ”minoritetsbingo” til noget, der ikke rigtigt kan tolkes som andet end opbakning med forbehold for de mest radikale dele

Samtidig kom det som en overraskelse for mange, at den socialdemokratiske regering, der ellers nok forstår at placere sig pladask midt i gennemsnitsdanskerens verdensopfattelse, i august foreslog, at børn skal have mulighed for juridisk kønsskifte uden en nedre aldersgrænse. Mon ikke Arne synes, at det er noget underligt noget? 

Men et par svaler gør som bekendt ingen sommer, og verden er nok ikke helt så god endda, at det borgerlige Danmark kan læne sig trygt tilbage i forvisningen om, at identitetspolitikken vil blive borgerlighedens frelsende engel. 

Det er der i hvert fald tre grunde til. 

For det første er det et åbent spørgsmål, om det borgerlige Danmark selv har tilstrækkelig modstandsdygtighed over for identitetspolitiske strømninger. Det gælder særligt for Venstre og Liberal Alliance, der i mange sager skal navigere i et svært farvand mellem identitetspolitik og en flydende ret til at definere sit eget liv fri for snærende bånd. 

For det andet finder venstrefløjen måske frem til en fornuftig arbejdsdeling. Håbet hos Enhedslisten lader til at være, at Alternativet, der nu har ét mandat og zero Focks, og Frie Grønne finder sammen. Dermed vil de kunne udgøre et hjem for de radikale dele af den identitetspolitiske strømning og overlade den klassiske klassekamp til den øvrige venstrefløj, der så samtidig kan skrue ned for charmen i identitetspolitikken og dermed støde færre vælgere fra sig på dén konto.   

Og for det tredje adskiller identitetspolitikken sig på et vigtigt punkt fra udlændingepolitikken. I 1990’erne var opmærksomheden på integrationsproblemerne drevet af et stort flertals bekymring og krav om forandring, der til sidst ikke kunne siddes overhørigt trods institutionel modvilje. Og redskabet var lovgivning. Det var relativt let for politikerne at skrue på reglerne for asyl, kontanthjælp, udvisning og familiesammenføring.

Demonstration i politisk afmagt

I dag er det omvendt. Det er ikke flertallet, men mindretallet, der både definerer problem og løsning, og i mange tilfælde vil de møde institutionel velvilje. Det vil typisk være mindre besværligt at imødekomme mindretallets krav end at blive hængt ud som xenofobisk, misogyn racist, og ofte vil kravene falde uden for lovgivningens almindelige domæne. Det vil være meget svært for politikerne at lovgive om, hvad et firma skal kalde en is, hvilke vittigheder man må fortælle, og hvor mange hvide mænd der skal være i pensum på danskstudiet. Derfor kan det ende som en demonstration i politisk afmagt, medmindre politikerne er klar til at detailregulere på et helt andet niveau end i dag. 

Så er det borgerlige Danmark wokay? Ikke helt. Identitetspolitik kan potentielt rykke på de tektoniske plader i dansk politik, men det vil kræve en klar strategisk beslutning og stor disciplin, hvis de borgerlige partier skal sikre, at identitetspolitik primært bliver et problem for venstrefløjen. 

Det bliver ikke let. Det vil måske endda kræve, at partierne genovervejer deres egen identitet. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter