Der er taget lidt frihed i overskriften, for Kolding er ikke hele historien om kommunalvalget 2021. Men der er mange interessante pointer, vi kan tage med derfra.
Mest oplagt er Kolding et eksempel på en konservativ sejr. Med den nye Kolding-borgmester, tidligere landmand og landbrugsrådgiver Knud Erik Langhoff m.fl. blev Konservative endelig borgmesterparti uden for Sjælland igen.
Det var på bekostning af de tidligere ministre Villy Søvndal (SF) og Eva Kjer Hansen (V), hvis kandidatur genoplivede den skrækkelige kliché “præsidentvalg”: Kampen om Kolding er det tætteste Danmark kommer på et præsidentvalg i Information m.m. “Ingen af præsidenterne vandt,” skrev Ugeavisen Kolding lakonisk, efter det igen stod fast, at man ikke kan forstå dansk politik ud fra fortærskede begreber importeret fra Amerika.
Og det var succeshistorier som Kolding og den generelle fremgang i forhold til Dansk Folkeparti, der gjorde det muligt for Konservative at tabe Frederiksberg uden at blive udskreget som allround-taber. Dette tab gør stadig ondt i den konservative selvforståelse, men når det skulle ske, gør det pokkers til positiv forskel, at nederlaget er et isoleret tilbageslag i en opgangstid.
Hvad med de andre partier? Dansk Folkeparti gik tilbage, for det gjorde Dansk Folkeparti alle steder, og det var op ad bakke for højrefløjen, som det var de fleste steder. Liberal Alliance stillede med en 19-årig i front, der var blevet spidskandidat mindre end to måneder forinden. Al respekt for hende, men det tyder ikke på en optimal valgmaskine i det sydjyske. Andre steder i landet blev LA overgået i stemmetal af Veganerpartiet.
Kolding er også historien om, hvordan revolutionen lader vente på sig trods de automatiske overskrifter. Borgerligt sindede gyser ved deres tårnhøje stemmetal i København … og nu også på Bornholm! Derfor er det blevet overset, at partiet trods sine 7,3 procent på landsplan mangler repræsentation overhovedet i en række store komunner. Det gjaldt i Kolding og i byer som Esbjerg og Vejle.
Det blev som bekendt heller ikke til overborgmesterposten i København for Enhedslisten, hvis fremgang også skal ses i lyset af Alternativets tilbagegang. Det blev dog til en ekstra borgmesterpost, der kan ende som en yderst ubehagelig position at indtage. Hvordan skal man de næste fire år mane til forargelse over svigtede hjemløse m.m., når man selv sidder for bordenden med politisk ansvar for socialforvaltningen?
Og så den spøjse oversete historie. Det er åbenbart ikke længere nemt at blive borgmester som tidligere minister, men ved I, hvem det går strygende for? Landmændene.
Ikke kun i Kolding, men også i Tønder, Sønderborg, Ikast-Brande og Vesthimmerland er landmænd blevet valgte eller nyvalgte borgmestre. En yderligere landmand havde muligheden i Rebild, men lod borgmesterposten gå videre til en partifælle. Det er ikke et bondeoprør på vej, men en påfaldende overrepræsentation. Måske Eva Kjer Hansen kunne have slået noget mere på at være landmandens datter.
