Det er næppe gået nogens næse forbi, at det ikke går voldsomt godt for Det Konservative Folkeparti. Siden valget i 2022, der blev en kæmpe fiasko for partiet, er det kun gået en vej i vælgeropbakningen, og det er nedad.
Som svar på partiets nedgang har formand Søren Pape Poulsen bebudet en storstilet plan for politikudvikling, hvor baglandet også skal inddrages meget mere i politikudviklingen.
For Pape er det et forsøg på at give partiets nedtur en politisk forklaring: Det var partiets politik, der fejlede ved valget, og derfor er løsningen at lave politikudvikling.
Ambitionen er jo sympatisk. Man vil inddrage medlemmerne og baglandet, så man sikrer sig, at alle er med om bord og har ejerskab over fremtidens politiske udmeldinger og fokusområder. Men i realiteten er det en fokusforskydning, der fjerner blikket fra partiets reelle problem: At Pape stadig er formand.
Krisen i partiet er slet og ret en tillidskrise til Søren Pape Poulsen fra vælgernes side. Pape slog sit statsministerkandidatur op på, at man kunne have tillid til ham. Han var den rolige og stærke mand, der kunne holde skibet flydende, mens alle omkring ham kuldsejlede. Han var så at sige den mest troværdige og oplagte kandidat i blå blok efter Venstres nedsmeltning.
Men da valgkampen endelig stod, var det Papes skib, der led det mest voldsomme skibbrud.
Først og fremmest fordi partiet satte alt ind på Pape som person, hvilket gjorde partiet sårbart for personlige problemer, hvilket netop var, hvad Ekstra Bladet kørte på. Med avisens historier om det problematiske forhold mellem Pape og hans daværende mand forsvandt den personlige troværdighed om en stærk og stabil leder i spidsen for partiet.
Dernæst gik det galt, da Pape tolkede den store opbakning til ham som person forud for valgkampen som et udtryk for, at vælgerne ønskede sig massive skattelettelser. Eller sagt anderledes: Papes troværdighed som person blev tolket som en længsel efter konservativ økonomisk politik.
Den tolkning viste sig at være forkert. Men endnu værre gik det, da Socialdemokratiet og derefter Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen gik Konservatives millardstore skattelettelser på klingen, og Pape blev nødt til at trække delvist i land på åbent tv.
Ikke alene resulterede valgkampen i, at Papes troværdighed blev smadret – hans politiske troværdighed blev også kørt i sænk.
Tilbage står derfor et parti, hvis optur forud for valget i 2022 var knyttet til Søren Pape, i den situation, at nedturen ligeledes er knyttet til Søren Pape.
Problemet for Konservative er derfor ikke partiets politik. Problemet er slet og ret, at Søren Pape er formand. Det kan politikudvikling ikke ændre på.
