REDAKTØREN SKRIVER: Der er ingen af magthaverne i Mellemøsten, som bryder sig om Hamas. Fra Riyadh, over Abu Dhabi til Cairo er protesterne over Israels krig mod den palæstinensiske terrororganisation da også afdæmpede.

I deres stille sind håber magthaverne i Arabien på, at Hamas bliver nedkæmpet, så nye folk – og helst deres egne protegerer – kan overtage kontrollen med Gaza og få palæstinenserne til at holde sig i ro. Man gider dem simpelthen ikke mere.

Så længe Israel leverer fremskridt på slagmarken, og der er mulighed for at Hamas svækkes så meget, at de ikke kan fastholde grebet om Gaza, vil de arabiske stater ikke gøre meget væsen af sig udover de rituelle fordømmelser og solidaritetsytringer med det palæstinensiske folk.

Ser Israel derimod ud til at fejle i forhold til at nå sine krigsmål, vil tonen og adfærden ændre sig radikalt. Det er det, der er på spil. For os i Vesten og for de arabiske herskere. Vi er sådan set i samme båd. Det er magtpåliggende, at Israel vinder og Hamas taber.

Den politiske aktivisme på den aggressive modfront står tyrken Erdogan alene med – sammen med perser-præsterne i Iran og protegeerne i Hizbollah i Libanon og Houtierne i Yemen. Hyggeligt selskab i øvrigt for et natomedlem.

Det er i denne geopolitiske kontekst, at man skal forstå israelernes krig mod Hamas. Og det er i denne kontekst, at man kan spekulere i, hvilke muligheder der vil åbne sig bagefter. For der kommer et bagefter.

Israels fortsatte krigsførelse er afhængig af USA’s stiltiende opbakning. Den opbakning har en udløbsdato. En dato vi ikke kender, men den er der. Hvad der kommer til at ske bagefter, afhænger helt af hvilke resultater Israel når at levere på slagmarken, inden tiden rinder ud.

Hamas grønne pandebånd vil blive den mest solgte merchandise i den muslimske verden
Overlever Hamas med kontrol over gazastriben, vil det blive fejret som en sejr – en umådelig sejr, der vil mobilisere masserne over hele den muslimske verden og sætte grå hår i hovedet på magthaverne i de arabiske lande.

Selvom 10.000’er af Hamas krigere er døde, det meste af lederskabet ligger begravet i deres tunneller, og deres undersåtter har fået smadret deres liv, vil folk juble i gaderne fra Djakarta til Rabat og Hamas grønne pandebånd med islamiske slagord vil blive den mest solgte merchandise i hele den muslimske verden.

Det vil flytte på brikkerne i det inter-muslimske set-up globalt, og det vil ikke være til de arabiske herskeres fordel. Sisi i Ægypten slås med en økonomi, som giver oppositionen i Broderskabet – Hamas allierede - stærke kort på hånden. De islamiske oprørere i Sinai – en anden allieret af Hamas – vil få et moralsk boost.

Saudi-Arabien, Qatar, Bahrain og Emiraterne arbejder i disse år ihærdigt på at blive stuerene, finde nye forretningsområder og modernisere deres samfund. Det sidste, de har brug for, er succes for Hamas - en social bevidst islamisk succes i ledtog med Iran - til at kaste grus i maskineriet.

En 'sejr' for Hamas vil kunne kaste palæstinenserne ud i en borgerkrig
Sidst men ikke mindst er der inden for palæstinensernes egne rækker en stor nervøsitet ved, at Hamas skal lykkes med præsentere en sønderbombning af deres infrastruktur som en sejr over Israel. Hvor efterlader det Fatah, som i dag ledes af en flok gamle korrupte mænd? Helt ude i kulden. Helt uden legitimitet. Med et image blandt deres egne som lænkehund for USA og Israel.

En ’sejr’ for Hamas vil flyde over i intern rivalisering og vold mellem palæstinenserne på Vestbredden og i flygtningelejrene i Libanon, hvor de allerede siden i sommer har ført ’krig’ mod hinanden.

Set fra Vestens synspunkt er der ikke nogen gode scenarier at forfølge, hvis Israel fejler, eller bliver stoppet før tid.

De gode scenarier åbner sig først, hvis et nyt regime i Gaza får lov at tage over. Et regime, der kan finde politisk opbakning fra de konservative arabiske herskere, som kan kappe afhængigheden af og alliancen med Teheran, og som kan facilitere et tåleligt samarbejde med Israel, så grænserne kan åbnes og varer kan flyde ind og ud.

Det er denne præsentation, som præsident Biden modtager fra sine rådgivere i Det Hvide Hus. Det er derfor han tøver med at lægge pres på Israel, selvom han mærker, at den offentlige opinion kræver, at USA sætter en stopper for Israels krigsførelse.

De europæiske ledere tror, de er den humanistiske guds engle på jorden
Han mærker desværre også et pres fra de uduelige europæiske ledere, som hverken kan analysere situationen, har blik for andet end deres egne kortsigtede interesser, og som ligger under for et falsk selvbillede af at være den humanistiske guds engle på jorden.

De europæiske ledere valfarter i disse uger til Jerusalem, som de i det seneste år har valfartet til Kiev. Men hvor budskabet til Zelensky har været entydigt: ”Vind den krig. Vi skal nok støtte jer”, så har budskabet til Netanyahu været: ”Stop den krig. Vores støtte rinder ud”.

Det er en gevaldig strategisk fejl af de europæiske ledere.

Vinder Israel ikke krigen, og det er slet ikke usandsynligt, at det bliver en ’sejr’ for Hamas, så bliver verden et mere usikkert sted, konflikter på større linjer vil skærpes, mere ufred vil bryde ud og regimer vil blive destabiliseret.

Det er ikke i Vestens interesse. Jeg tror USA har forstået det. Om vores egen udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har, tvivler jeg på.