Meget tidligt i den republikanske præsidentvalgkamp er der næsten lige så mange kandidater i feltet, som der var i 2016, da Donald Trump slog en række af det republikanske partis mest fremtrædende skikkelser på sin vej til Det Hvide Hus. Men i modsætning til 2016 har Trump naturligt nok været den måske mest uoverkommelige favorit fra starten af.

Alle anklagerne imod ham til trods, senest tiltalen for at omstøde valgnederlaget i 2020, har langtfra skadet hans kandidatur. Det har om noget tilskyndet flere og flere republikanske vælgere til at samles om ham. Hvorfor? Fordi Trumps støtter for det første er ligeglade eller ikke går op i anklagerne og i tiltalen, og fordi de mener, at det er systemet, der er efter deres mand.

Og uheldigvis for dem, der håber, at han taber nomineringen, vil feltets størrelse gøre det svært for nogen af ​​hans rivaler at konsolidere nok af ikke-Trump-stemmerne til at sætte en reel udfordring for hans kandidatur. Hver af hans konkurrenter måtte have vidst, at deres deltagelse kun ville gøre hans genvalg mere sandsynligt. Alligevel sprang de til. Hvorfor?

Pænt gjort af os, kan vi måske tilsidesætte de mange økonomiske og professionelle incitamenter, som kandidater har til at igangsætte selv tabende kampagner for præsidentposten i disse dage, og vælge at antage, at kandidaterne i feltet tilbyder politiske dagsordener, der er så robuste og overbevisende, at de ikke kunne lade være med at lægge deres lod i skålen. 

Florida-guvernøren Ron DeSantis har på sin side promoveret en højreorienteret agenda om uddannelse og tilbagerulning af LGBTQ+-rettigheder ind på partiets midtpunkt; Florida er blevet smeltediglen for en kulturel dagsorden, socialkonservative er tydeligvis ivrige efter at komme ind i Kongressen og Det Hvide Hus, når de får chancen. Men næsten alle andre i kapløbet ser ud til at have til hensigt at gøre det til en ren folkeafstemning om Donald Trump. 

Chris Christie, den tidligere guvernør i New Jersey, er nu i gang med sit andet forsøg mod Trump om nomineringen og har i øjeblikket en gennemsnitsopbakning på mindre end 3 % i meningsmålingerne. Tidligere vicepræsident Mike Pence taler lidt i samme toner, hvori han særligt betoner Trumps vigende støtte til Ukraine.

Christie brugte størstedelen af ​​sin opstillingstale i sidste måned på at tale Trumps karakter ned under gulvbrædderne; Christies slogan, et ret dristigt et for en, der forlod embedet, bundet i juridisk kontrovers og skandale, er “fordi sandheden betyder noget”. I den modsatte ende af feltet har Francis Suarez, Miamis borgmester ⁠– et overvejende ceremonielt embede ⁠– foreslået, at han kunne benåde Trump, hvis han blev valgt; han er også omtrent lige så opmærksom som Trump på spørgsmål af politisk indhold. 

Da han blev spurgt af den konservative radiovært Hugh Hewitt om forfølgelsen af ​​det uiguriske folk i Kina for nylig, indrømmede Suarez da gudskelov sin uvidenhed. Han anede ikke, hvem radioværten talte om. “Jeg vil læse op på det,” sagde han. “Jeg er god til at lære. Jeg lærer hurtigt.”

Han forbliver i centrum

Retfærdigvis har Trump ⁠– eller i det mindste hans team ⁠– været væsentlig mere grundig med at fremme en politisk dagsorden denne gang, end hans rivaler har gjort. Han skabte overskrifter tidligere på året med forslag om at investere i udviklingen af ​​flyvende biler og at bygge op til ti nye Freedom Cities ⁠– fremtidens state-of-the-art storbyer⁠– fra bunden på føderalt land. Alt dette var godt for et par grin, men hovedparten af ​​Trump-kampagnens offentlige platform om emnerne i hjertet af republikansk politik er både mere plausible og mere alarmerende, selvom næsten alle sammen ville være meget tunge løft rent lovgivningsmæssigt.

Med hensyn til kriminalitet vil den næste Trump-regering søge strammere straffe for voldelige lovovertrædere, flere midler til politiafdelinger og en styrkelse af kvalificeret immunitet. Med hensyn til uddannelse lover Trump at “skære føderale midler til enhver skole eller ethvert program, der presser kritisk raceteori eller kønsideologi ned over vores børn” og give stater incitamenter til ikke kun at opnå langvarige konservative prioriteter som at implementere meritløn, men at indføre foranstaltninger som direkte valg af skoleledere.

Hvad angår LGBTQ+-rettigheder, ønsker Trump at forbyde kønsbekræftende behandling for mindreårige og forbyde føderal anerkendelse af transkønnet identitet. Og hvad angår indvandring, vil han genoplive ‘Forbliv i Mexico’-politikken og andre foranstaltninger.

Fraværet af konkrete platforme fra de andre kandidater betyder, at Trump forbliver det tonale, men også det materielle centrum for det republikanske ræs mod Det Hvide Hus indtil videre. Og selv de, der varetager de kampagner (der mest eksplicit har til formål at genoplive det før-Trump GOP-etablissement), har vist en vilje til at følge Trump til ekstremerne. Det kan for eksempel overraske mange amerikanske vælgere ⁠ – selvom hverken præsident Biden eller det meste af den politiske presse har gjort meget ud af det – at der er konsensus blandt republikanske kandidater om, at den næste administration bør indlede en ny krig i Mexico mod narkokartellerne med amerikanske tropper på jorden, hvis det er nødvendigt. 

En afstøvet trumpisme

Dette var en idé, Trump fremsatte for fire år siden; i hans nuværende platform overlever det som et løfte om at beordre forsvarsministeriet til at “påføre maksimal skade” på kartellerne og at nedlægge dem “ligesom han nedlagde Isis”. Størstedelen af ​​de store kandidater på området er med på dette, herunder South Carolinas Tim Scott og Nikki Haley, som stadig rutinemæssigt bliver udformet som forholdsvis moderate personer af meget af den politiske presse. I sin annonceringstale gik Scott faktisk så langt som til at kalde karteller for terrorister og lovede at tillade verdens største militær at bekæmpe dem.

Dette er den samme Nikki Haley, der korrekt og med en vis ærlighed bemærkede i sin kampagneannoncevideo, at republikanerne har tabt det, man kalder the popular vote, altså flertallet af de afgivne stemmer, i syv ud af de seneste otte præsidentvalg. Det er en indsigt, der kan pege i to retninger: På den ene side burde det være klart for alle, der stiller op, at hverken trumpisme eller blot en tilbagevenden til de upopulære republikanske platforme fra gamle dage vil udvide den republikanske base. 

En konservatisme, der pålideligt kan vinde flertallet i 2024 og valgene efter, er endnu ikke blevet opdaget eller smedet færdig, og ingen af ​​kandidaterne i kapløbet synes særligt interesserede i at bane vejen for noget nyt. På den anden side burde det ligeledes stå klart for alle, at den næste republikanske kandidat faktisk ikke har brug for et stemmeflertal for at vinde Det Hvide Hus i 2024 ⁠– at støve trumpisme og tidligere fejltrin og utilpashed af i GOP kan meget vel være nok til at levere sejr igen. 

Som det står, ser Trump selv ud til at bære partiets kappe igen næste år ⁠– hans rivaler er stadig for mange; hans tyngdekraft i partiet og hans dagsorden er fortsat for stærk, til at nogle af de andre kan nå ham. Ikke engang Ron DeSantis, som har et seriøst forklaringsproblem, i og med at han var Trumps spejderdreng i årene forud for Trumps valgnederlag i 2020. Den udfordring har for eksempel Tim Scott ikke. Men det virker fortsat meget urealistisk, at nogle som helst af de andre kandidater vipper Trump af klaveret. Det er trods alt hans melodi, de danser efter.